Lyset i perceptionspsykologisk forstand

Nu har jeg beskrevet miljøet i meget korte træk, men før vi kan komme frem til, hvordan vi kan se vores omverden, er vi nødt til at forstå noget om lyset. I den fysiske beskrivelse af lys er det elektromagnetisk stråling, som kan have forskellige bølgelængder. Disse bølgelængder siges at have en frekvens, når vi måler dem i forhold til, hvor mange bølgetoppe, som passerer et punkt per tidsenhed (f.eks. pr. sekund). Det lys, som vores øjne kan detektere, har en frekvens på mellem 430 milliard'tne del af en meter (rød) til milliard'tne del af en meter (violet) og dette kaldes synligt lys. For mere information se http://science.howstuffworks.com/light.htm (en hjemmeside som i øvrigt kan anbefales, hvis man undrer sig over, hvordan noget virker).

Dette er altsammen meget godt, men det er ikke særligt interessant set fra et psykologisk perspektiv. Som Gibson meget tidligt pegede på (i en artikel fra 1961; Ecological Optics) så giver den fysiske beskrivelse af lys os tre måder, som lysenergien kan variere på. Ved bølgelængde, som vi allerede har set. Ved intensitet eller mængden af fysisk energi i lyset som i øvrigt hænger sammen med bølgelængdens frekvens; jo højere frekvens, jo mere energi. Og endelig ved "renhed", der er et udtryk for hvor meget en given stråles spektrum er koncentreret om en bestemt bølgelængde. Dette kaldes også nogen gange for farvemættethed. Set fra et fysisk perspektiv behandles lyset (og her særligt lys-fotonet) altså i forhold til det moment, som det rammer sin overflade (her øjet), og det betyder at lyset i sig selv ikke er tilstrækkelig til at specificere sin omverden. Der er f.eks. ikke noget i lyset, forstået på denne måde, som kan sige os om det kommer fra et objekt eller fra en lyskilde.

Så vidt jeg ved, var Gibson den første psykolog som så dette problem, og så vidt jeg kan se, så er han (og den økologiske tilgang) stadig rimelig alene indenfor psykologien om at indse, at her har vi netop roden til alle problemerne. Hvis lyset ikke er tilpas "informationsmættet" til at kunne give os noget clue om, hvad det er vi ser på, så er vi i høj grad nødt til at sætte alle hånde konstruerende mekanismer i sving. Problemet her er desværre, at der er intet som kan bruges som en valid verificerings-reference. Hvordan ved vi, om vi har vundet i lotto? Ved at et sæt af tal bliver udtrukket og læst op. Herefter sammenligner vi vores tal med vindertallene og smider i skuffelse kuponen væk fordi vi atter havde en nitte. Hvordan kan vi sammenligne vores "indre model", "mentale repræsentation", "gestalt" eller "billede" af omverden så vi ved, at den er sand, hvis vi ikke kan måle den med noget som ikke er modellen/repræsentationen/etc. selv (vi vinder jo heller ikke i lotto ved kun at kigge på vores egne tal)? Enten fægter vi måske rundt i en lyståge eller måske har vi "fået" installeret et sæt af ideer (som Descartes vist nok kaldte dem) som hjælper os på vej. Begge veje synes faktisk søgte (eller sagt på en anden måde, perceptionen af verden bliver "mirakuløs"), og netop derfor undgår mange perceptions- og kognitionspsykologer at tumle med dette problem. De kaster sig gladelig ud i de indre modeller/mentale repræsentationer uden at spekulere så meget på sandhedsværdien, og hårdt pressede vil de påberåbe sig evolutionen som løsning, selvom det vitterligt ikke løser noget (hvis vi som organisme eller dyr en gang har haft adgang til verden som den er, og derfor fået en "sand" model, hvorfor skulle vi så have mistet den?).

Nå, men for Gibson var dette et problem, som måtte løses, og istedet for at tage udgangspunkt i lyset som beskrevet af fysikerne foreslog han, at vi lavede en "økologisk optik", som ville kunne danne udgangspunkt for faktisk perception. Lyset er selvfølgelig stadig elektromagnetisk stråling, men vi er nødt til at dele det op i to typer; det indfaldende lys og det tilbagekastede lys. Det indfaldende lys er det, som kommer fra en udstrålende kilde (solen, lampen, bålet), mens det tilbagekastede lys er det indfaldende lys, når det er blevet "kastet tilbage" eller reflekteret fra en overflade. Dette er der som sådan ikke noget nyt i, det særlige ligger i, at Gibson herefter siger, at lyset struktureres efter de overflader, som det kastes tilbage fra. Nu skal vi altså ikke forstå lyset mere som det enkelte foton, der når øjet, men som den samlede lys-struktur, som kastes frem og tilbage i rummet omkring os, og som det omgiver os. Dette lys kaldte Gibson for ambient lys, fordi det omgiver os, og når det er struktureret af overfladernes økologiske lovmæssigheder, så indeholder det en særlig struktur eller orden, som han kaldte for den ambiente optiske orden (eng. "ambient optic array").

Dette lys, den ambiente optiske orden, var udgangspunktet for at Gibson kan påstå, at vi har adgang til verden "som den ser ud" (vi kan altid diskutere hvad der menes med "som den ser ud" på et andet tidspunkt). Når lyset var ordnet af overfladerne i miljøet på en måde som er tilpas entydig til at være specifik for både hvordan overfladerne ser ud, og hvilket punkt lyset omgiver, og når vi har et fysiologisk system, som har udviklet sig i et lysfyldt miljø, er i stand til at komme i kontakt med denne orden, så har vi stimulus information i lyset som øjnene kan samle op, og denne proces er det første nødvendige skridt i den perceptuelle proces. Det næste er så, når vi sætter den orden i bevægelse, men det bliver emnet for den næste tråd.

/Johan