Tavshedspligt

Nu jeg alligevel er på bloggen (lang tid siden sidst), så kan jeg jo passende sige at min hjemmeside har fået en ansigtsløftning, og jeg har skrevet et par nye indlæg, blandt andet et om tavshedspligt og psykologi.

Kommentarfeltet er afbrudt

Jeg har stoppet for muligheden for at kommentere på denne blog. Det var mestendels spammere som ville give mig piller af forskellig slags. Jeg har fået en ny funktion på min egen hjemmeside nu, hvor det er muligt at sende mig kommentarer: http://trettvik.dk/feedback/feedback.html

Jeg har endelig fået lavet min egen hjemmeside. Den kan findes her:
trettvik.dk

Q&A: Svar på spørgsmål om Neisser og Gibson

Dette er egentlig et svar til en kommentar, men jeg har opgraderet den til et indlæg, da mit svar blev lidt længere end kommentarene måtte være :).

Spørgsmål:
Hej Johan
Først vil lige nævne at både mine medstuderende og jeg har haft stor glæde at din blok. Derfor prøver jeg at søge svar på nogle af de spørgsmål jeg har til den økologiske psykologi, herinde:

Mht. NEISSER:
Ifølge Neisser skal man forvente for at kunne percipere. Jeg er lidt i tvivl om hvor bogstavelig dette skal forstås.
Betyder det at man skal forvente det man perciperer først, for at kunne percipere det? Hvis dette er tilfældet hvad så når man mødet noget nyt man aldrig har mødt før eller bliver overrasket af et brag når man får et chok? Så vil man vel ikke kunne percipere noget nyt hvis man skal forvente det…?
Eller mener han at man bare skal have en generel forventning om noget for derefter at kunne percipere hvad end der måtte komme?

Mht. GIBSON:
Du skrive i din blok at for at kunne kritisere Gibson for ikke at have en hukommelsesteori eller en repræsentationsteori skal man tage udgangspunkt i et andet grundlag end Gibsons grundlag.
Jeg er lidt i tvivl om hvad der helt præcist skal forstås ved dette grundlag?
Jeg har forstået det sådan:
Mht. hukommelse er Gibsons grundlag da at han definerer perception som en proces over tid (fx flere uger) der hverken starter eller slutter og derfor kan der ikke være et skel mellem hukommelse og perception?
Mht. repræsentationer er hans grundlag da, at han definerer perception som en aktivitet hvori transformationer af stimulimønsteret indgår, så perception ikke er forbeholdt hjernen eller sindet (som du skriver i din blok)?
Håber du har tid til at skrive lidt om ovenstående og det ikke er for meget at svare på – det vil både min læsegruppe og jeg blive glade for ☺

Svar:
Hej Rasmus
Tak for dine spørgsmål! Jeg vil naturligvis gerne svare på dem, og prøver i nedenstående at uddybe lidt. Skulle der være yderligere er du meget velkommen til at spørge igen.

Neisser: Det er helt rigtigt at Neissers perceptuelle cyklus indeholder et stort element af forventningsstrukturer, eller skemaer som han også kalder det. Det betyder at når man undersøger sin omverden og opsamler information, så har vi nogle forventninger til hvad vi vil finde i verden. Man kan måske sige at vi regner med at finde det vi leder efter. Dette giver naturligvis god mening i mange sammenhænge, fx når vi leder efter vores nøgler eller går rundt i et velkendt miljø. Men som du også peger på, så kan man komme i den situation hvor man enten ikke forventede det som sker eller man møder en situation hvor man ikke har nogle forventninger (eller de er i hvert fald ikke passende).
Neisser har dog dette med i sine overvejelser, hvis man fx kigger i 1976 bogen på side 23 nederste afsnit, så skriver han: ”This does not mean that we cannot pick up unanticipated information”. Det han så mener, er at enten giver den uventede information anledning til at den relevante perceptuelle cyklus igangsættes (fx hvis vi cykler og pludselig hører et knald, så kan vi måske forvente at dækket er sprunget) eller også har informationen ikke den store indflydelse på os. Man kunne måske sige at dette kunne være bedre udfoldet i hans teori, da det jo efterlader lidt spørgsmålet om hvordan skemaerne overhovedet dannes, men min formodning er at dette sker gennem perceptuel læring (se fx kapitel 4, s. 63ff., jeg kan dog ikke lige huske om det er på pensum).
Så Neisser udelukker ikke muligheden for at opleve noget uventet , om end man måske kan sige at hans fokus mere er på funktionen af de allerede etablerede og deres placering i den perceptuelle cyklus.

Gibson: Jeg mener at kritik af Gibsons ”manglende” hukommelsesbegreb ofte stammer fra et fundamentalt anderledes sæt af antagelser end dem Gibson fremfører. Hvis man fx mener at information processeres ”i hovedet”, før det bliver til et egentligt ”percept” eller ”billede” – en oplevelse, så har man brug for et kneb til at få de forskellige input til at hænge sammen. Dette kan være en slags hukommelse, fx en buffer som man kender det fra en computer, som lagrer de indkommende input til de er klar til at blive koblet sammen, enten på en bottom-up måde eller en top-down måde (eller en kombination).
Hvis man fra dette udgangspunkt læser om Gibson, så mener man ikke at informationsopsamling er andet end et dække for informationsprocessering, og det ”kræver jo” hukommelse. Derfor må man kritisere Gibson og hans afvisning af det klassiske hukommelsesbegreb, fordi ens egne grundlæggende antagelser fører en hen til den uundgåelige (for en selv) konklusion at hukommelse er nødvendig.
Men Gibson forsøger at lave en fundamental anden type teori, med et ganske andet udgangspunkt. Som du rigtig skriver så er tid en essentiel faktor, et andet element er at informationerne er (ofte) tilgængelige og tilstrækkelige, og at de perceptuelle systemer er evolutionært udviklet til at samle dem op (dette kunne ske ved en slags ressonans, hvor det givne system er tunet til de tilgængelige informationer og opsamlingen af dem sker ved at igangsætte den ”rigtige” ressonans i systemet). Accepterer man dette udgangspunkt, så er hukommelse ikke det rigtige ord, hverken som buffer eller korttidslager. Perception og oplevelse er ikke et spørgsmål om at sætte komponenter af input sammen til et indre billede, men om at opsamle de relevante informationer. Disse er bundet til den aktivitet som iagttageren er i gang med, deraf affordance.
Hukommelse er i stedet noget som vi bør omtale i forbindelse med noget hvor det perceptuelle informationsgrundlag ikke længere er tilstede. Dette er oplagt i tilfælde af at noget ikke længere eksisterer (fx ens barndomshjem som er revet ned) men det kan også være noget som er forsvundet ud af det perceptuelles domæne, så som når vi forlægger vores nøgler eller desperat prøver at huske den der kendte skuespillers navn). Men dette er ikke perception, om end det naturligvis kan styre vores perceptuelle opsamlinger i særlige tilfælde.

Den klassiske ide om at hukommelse er en forudsætning for perception er, ifølge Gibson, derfor forkert.
Mht. repræsentationer (de mentale) så lider de en endnu værre skæbne end hukommelse, da meget af deres berettigelse i ”moderne” teori er som en slags pseudo-forklaring på et fænomen som måske ikke engang eksisterer. De bruges ofte som forklaring på hvordan vi ved at to objekter ligner hinanden, hvordan vi husker ting over tid, eller hvordan vi kan fastholde verdens konstans. Alt dette mener Gibson bedre kan forklares med de perceptuelle processer, og det efterlader mentale repræsentationer i en position, hvor der faktisk ikke er brug for dem til at bære nogen forklaringsbyrde. Man kan så mene at der alligevel er plads til dem, selv i en økologisk tilgang, da de kan betegne de indre strukturer som tuningen og ressonans danner, men dette er en fundamental anden måde, end den mere billedlige forståelse som man ofte finder i de ikke-økologiske teorier.

Dette var svarerne for nu. Som sagt, hvis dette har rejst yderligere spørgsmål, så skriv gerne igen.

Mvh. Johan

Citat om "billeder"

“The cerebral image in the brain, the physiological image in the nerve, and the retinal image in the eye are all fictions.” (226)

&

“If we could think of an image in the derived sense as a complex of relations, as the invariant structure of an arrangement, in short as information, there would be no great harm in extending the original meaning of the term. But this is hard to do, for it carries too much weight of history. It is better not to try. It would surely be false to say that there is a phonographic record in the ear, and the same error tempts us when we say that there is an image in the eye.” (p. 226-227)

Gibson, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin

Citat

“Let us not treat memory like a sacred cow, just because we are sometimes aware of remembering” (p. 179)

Gibson, J. J. (1966/1982): The Problem of Temporal Order in Stimulation and Perception : In E.S. Reed, & R. Jones, (Eds.): Reasons for Realism: Selected Essays of James J. Gibson, (pp.171- 179), Hillsdale, NJ: Erlbaum.

Hukommelses- og repræsentationskritikken af Gibson (1966, 1986)

Dette indlæg er skrevet for et par år siden i en anden sammenhæng, men kan måske bringe relevante informationer på banen. Det er ikke helt færdigt, da der stadig mangler noget om repræsentationer. Det er dog langt nok allerede, så god fornøjelse:

En meget populær kritik af Gibsons økologiske tilgang er, at den afviser hukommelse og repræsentation (Eysenck & Keane, 1995; Bruce et al., 1996; se også Bickhard & Richie, 1983 for et review over denne kritik). På den baggrund mener modstandere af den økologiske tilgang, at teorien i bedste fald har et meget begrænset fokus, og at den ikke kan bruges i en bredere sammenhæng. Det, der særligt falder kritikerne for brystet, er, at Gibson mener, at perception i almindelighed er direkte og derfor uformidlet af en mellemliggende informations-processering af stimulus. Det er almindeligt, siden Marr (1982) gjorde det, at anerkende, at Gibson gjorde ret i at flytte noget af fokus væk fra bearbejdningen i hjernen og ud til miljøet, men at Gibson overgjorde det. Der er visse strukturer i det lys, der når øjet, som begrænser stimulus’s potentielle vilkårlighed, men dette til trods er informationen i lyset ikke tilstrækkelig specifik til at kunne udgøre en perceptuel oplevelse af verden. Det er altså nødvendigt enten at berige stimulus med yderligere viden, som i ”top-down” processering (~ rationalisme), eller at bearbejde stimulus på en særlig lovmæssig måde, som i ”bottom-up” processering (~ empirisme). Her er hukommelse og repræsentation særligt vigtig, da disse to begreber anvendes til at knytte verden sammen på den måde, hvorpå den skal knyttes sammen. I en ”bottom-up” bliver det nødvendigt at huske de fortløbende momentane stimuleringer, ligesom man lagrer tal i en lommeregner, før man trykker på lighedstegnet. I en ”top-down” bliver det nødvendigt at stimuli matches til forskellige repræsentationer for at give mening for individet. Det er ikke stedet her til at diskutere de forskellige filosofiske implikationer og komplikationer som disse to tilgange giver, dette er blevet behandlet i filosofien gennem de seneste 3000 år. Mammen (1989) peger på solipsisme som en konsekvens, og en anden konsekvens kunne være fysiologisk reduktionisme. Det vigtige her er, at begge tilgange (”bottom-up” og ”top-down”) tager først stimulus rigtig alvorlig, når det rammer en receptorflade. Dvs. at den bagvedliggende model er en grundlæggende stimulus-respons model, dog med den tilføjelse, at der ligger noget imellem S og R, nemlig nogle mellemliggende variabler eller repræsentationer. Dette er naturligvis et karikeret billede af et meget broget og divergent teoretisk felt, og er ikke ment som en kritik af enkelte teorier, men en måde at forstå den kritik som ofte rettes mod den økologiske tilgang.

Hvad betyder det nu for Gibsons teori? Det betyder, at det vi har med at gøre egentlig er en grundlagsstridighed og ikke en empirisk strid i sit udgangspunkt. Er S-R/S-O-R en god model for en given organismes aktivitet i dets miljø, eller skal der en alternativ model til, og i givet fald hvilken? Gibson afviser eksplicit mange gange S-R/S-O-R modellen, og i dets sted prøver han at sætte en model, der tager udgangspunkt i dyrets aktivitet, særligt som det kommer til udtryk i den perceptuelle aktivitet. At se, høre, føle, lugte og smage er ikke en passiv stimulering af forskellige sanser, der bliver til en indre konstruktion af verden, men er en aktivitet i den verden, hvori dyret rent faktisk befinder sig. Det er derfor forskellige typer af perceptuelle systemer, som er tunet ind på særligt meningsgivende informationer i verden (egentlig; dyrets miljø), og som resonerer til særlige typer af vedvarende strukturer i et kontinuert foranderligt stimulusmønster.

For at sige det på semi-dansk, dyret er i kontakt med sin verden gennem sin aktivitet, og dette er muligt, fordi verden er heterogen og organiseret på en særlig og specifik måde. Da det lys, der når en iagttager, som ser på et udsnit af verden, er tilbagekastet fra verden, tager det form eller struktur efter verden. Den orden, der er i verden, er derfor også på sin vis i det lys, der kastes tilbage (det indfaldende lys vs. det tilbagekastede lys), og som omgiver iagttageren (”ambient optic array”). Så langt, så godt. Her er disputten så, om denne struktur eller orden, som er i lyset, og som iagttageren samler op, er tilstrækkelig til at specificere verden på en måde, så vi kan tale om, at vi perciperer verden direkte.

Kritikerne vil mene, at det er den ikke, og komme med eksperimenter og eksempler på objekter i verden, som ikke er tilstrækkeligt specificeret i den ambiente optiske orden. Et eksempel kunne være et maleri af da Vinci (jf. Bruce et al., 1996, p.374), hvor lyset i sig selv ikke indeholder tilstrækkelig information til at specificere maleriet som et da Vinci maleri. Det kan også være at informationerne er flertydige, som i en lang række illusioner, og at perceptionen derfor ikke er sand. Man skal vide, at længderne er lige lange i en Müller-Lyer illusion, for den ene side ser længere ud end den anden, og man skal vide, at pinden ikke er knækket, når man stikker den halvt ned i vand, for den ser ud, som om den er det. Når perceptionen ikke i alle tilfælde er sand, hvordan kan vi så være sikre på, at den nogensinde er det? Dette kan vi ved at holde perceptionen op mod en indre model eller repræsentation, som har vist sin duelighed, og derfor kan perception ikke være direkte.

Der er typisk to reaktioner fra den økologiske tilgang mod denne type argumenter, det ene er at eksemplerne er sociale objekter og derfor særligt menneskelige, og at Gibsons teori er en teori der tager sit udgangspunkt i alle dyr. Marsvinet er nok ligeglad med, om det er et da Vinci maleri eller ej. Dette argument gælder dog ikke for den pinden-i-vandet-ser-knækket-ud-illusionen.
Den anden reaktion er, at der intet sted i den økologiske teori er tale om, at vi ser ”verden som den virkelig er”, eller den ”sande” verden (veridikalitetsproblemet i perception). Det, vi ser, er verden, som vi ser den. Dette er naturligvis en tautologi, og peger kun på, hvad indholdet af informationerne i verden egentlig er for en størrelse. I den klassiske teori er det mere eller mindre meningsløse stimuli, der stimulerer passive receptorer, i den økologiske teori er dét, dyret ser, dét som verden, eller snarere selekterede aspekter af verden, tjener til for dyret og dets aktivitet. Dyret ser altså tjenligheder, og ikke stimuli (Gibson, 1986, kap. 8).

Og her er grundlagsstriden så sat på spidsen, da tjenligheder ikke specificeres af stimuli, som sådan, men af den særlige relation der er mellem dyret og dets miljø. Perception er derfor, i den økologiske tradition, ikke et stimulusmønster, der falder på nethinden, men et givent dyrs særlige aktivitet over tid i et miljø, hvori transformationer af stimulimønsteret indgår [Det er altså ikke det statiske eller det momentane stimulimønster, der er interessant, men de særlige eller invariante relationer der er imellem stimulimønstrene og som kun kan afdækkes ved bevægelse. Dette handler Gibson, 1986, kap. 12 og 13 om.].
I den klassiske forståelse er tid noget, der tilføjes til stimuli, og derfor er hukommelse nødvendig for at forbinde de momentane øjebliksbilleder til den kontinuerte oplevelse, vi har af verden. I den økologiske forståelse er tid noget der er en del af perceptionsprocessen akkurat som rummets tre dimensioner. ”The sea of energy in which we live flows and changes without sharp breaks. Even the tiny fraction of this energy that affects the receptors in the eyes, ears, nose, mouth, and skin is a flux, not a sequence” (Gibson, 1986, p.240, min kursivering). Perception er altså en aktivitet i tid og rum, og ikke et resultat af en sekventiel processering. Perception er en kontinuert aktivitet, ikke diskrete momenter. Perception er en levende iagttagers aktivitet, og ikke en aktivitet forbeholdt hjernen eller sindet.

Hvorfor er dette en grundlagsstrid? Fordi det ikke i sig selv kan bevises eller undersøges empirisk, om det er den ene eller den anden model, der er rigtig. Der kommer hypoteser og teorier ud fra dette, som giver forskellige forudsigelser, og som selvfølgelig kan undersøges, men udgangspunktet kan ikke som sådan undersøges.
Hvis man altså tager som udgangspunkt, at dyret er aktivt i miljøet, og at perception er en aktivitet, der retter sig mod særlige aspekter i miljøet, så har man fjernet sig så meget fra de klassiske S-R/S-O-R modeller, at det vokabularium, som disse bruger på én måde, må tages op til revision og anvendes på en anden. Gibson starter med perception; ”Perceiving is the simplest and best kind of knowing” (op.cit., p.263), men erkender samtidigt, at “the ecological theory of direct perception cannot stand by itself. It implies a new theory of cognition in general” (ibid.).
Så hvilken rolle, om nogen, spiller så hukommelse? Og siger Gibson overhovedet noget om begrebet? Gibson skriver faktisk overraskende meget, i forhold til kritikken af ham, om hukommelse, særligt i 1986, kap. 14. Mest skriver han en masse om, hvad det ikke er, og grundlæggende er problemet med hukommelsesbegrebet, at det bygger på en adskillelse mellem fortid og nutid, på en perceptionsteori med momentane øjebliksbilleder, og på en metafor om noget der gemmes væk, lagres og skal hentes frem. På den baggrund konkluderer Gibson, at begrebet, som det her anvendes, er unyttigt (op.cit., p.254).

Gibsons perceptionsteori behøver ikke hukommelsesbegrebet i den klassiske forstand, fordi teorien ikke tager udgangspunkt i en adskillelse mellem fortid og nutid i perceptionsprocessen eller i momentane sensoriske øjebliksbilleder, men i en opsamling af invarianter i det optiske flow. Der er ikke brug for et lager ( eller en ”buffer”), for der er ikke nogen stimulus, der skal gemmes og senere sammensmeltes eller sammenlignes med en anden stimulus. De variationer og invarianter, der udgør information for dyrets aktivitet (eller potentielle aktivitet) i miljøet er tilstede netop i miljøet, og ikke i hjernen eller i øjet.

Det er derimod nødvendigt at have et perceptuelt system, der er mere eller mindre følsomt (sensitivt) overfor de typer af informationer, der er relevante for dyret i miljøet. Man kunne muligvis kalde de tilstande et sådant system organiserer sig i for en repræsentation eller hukommelse af de informationer, der får eller fik systemet til at resonere, men dette er ikke den klassiske måde at tænke begreberne på.

Den måde, Gibson tilsyneladende foretrækker at anvende hukommelsesbegrebet på, er ved at reservere dets anvendelse til ikke-perceptuel ”awareness” (opmærksomhed eller vidende-om). Den perceptuelle ”awareness” er proprioception (egoreception) og exteroception (kap. 7), altså en opmærksomhed der rummer det man ser i verden [Gibson brugte ”awareness” som et generelt udtryk for et givent dyrs oplevelse af dets miljø, og altså ikke som ”tænkning” eller ”bevidsthed”. Denne opmærksomhed er at være vidende om sit miljø, dog på en ”tavs”, dvs. ikke-sproglig, måde (kap.14).]. Den ikke-perceptuelle opmærksomhed, som i klassisk forstand nogle gange kaldes for ”højere mentale processer”, er derimod rettet mod noget, man ikke kan se for sig. Hvis man har set noget på et tidspunkt, men ikke kan komme til at se det igen på noget tidspunkt eller fra noget iagttagelsespunkt, så kalder Gibson det for ”at huske”. Hvis man på et tidspunkt kan komme til at se det igen, så kalder han det for ”forventning”, ”forestilling” eller lignende, og hvis man aldrig har set det og heller ikke ville kunne komme til at se det, så kalder han det for ”dagdrømme”, ”drømme” eller ”fantasier”. Her kunne man nok rettelig indvende forskellige ting mod denne type af definitioner, enten at de er for restriktive eller for intetsigende, men det vigtige er at de ikke er en del af den almindelige perceptuelle proces, i anden forstand end at de anvender visse af de samme principper.

-repræsentationer hos Gibson… Dette afsnit må jeg vente lidt med. Men kort kan siges, at Gibson og den økologiske tilgang ikke kan acceptere, at det vi ser på, er indre repræsentationer af den ydre verden. Repræsentationer er for Gibson udelukkende ydre eller fysiske repræsentationer eller symboler, som henviser til noget andet end det, det selv er (Bickhard & Richie, 1983; Heft, 2001)

Kan man så kritisere Gibson for ikke at have et hukommelsesbegreb eller en repræsentationsteori? Det kan man selvfølgelig godt, men man skal være opmærksom på, at denne kritik som oftest vil tage udgangspunkt i et andet grundlag eller paradigme end Gibsons, et paradigme hvorfra næsten hele Gibsons teori er kritisabel. Hvis man accepterer grundlaget for Gibsons teori kan man derimod kun beklage, at han ikke nåede at lave en mere udbygget kognitionsteori, som indeholdt en mere præcis beskrivelse og definition af hukommelse og repræsentation. Men den direkte perception forudsætter ikke sådanne begreber. Efterhånden som man begynder at forstå de fysiologiske principper, der ligger til grund for de perceptuelle systemer, opstår der muligvis et tilstands- eller organisationsfunderet hukommelses- og repræsentationsbegreb, som kan siges at have en eller anden rolle i perceptionen, men dette er ikke de samme begreber, som kritikken tager sit udgangspunkt i.

Litteraturliste
BICKHARD, M.H. & Richie, D.M. (1983): On the Nature of Representation: A Case Study of James Gibson’s Theory of Perception: New York: Praeger.
BRUCE, V., Green, P.R. & Georgeson, M.A. (1996): Visual Perception: Physiology, Psychology, and Ecology. 3.ed. Exeter: Erlbaum.
EYSENCK, M.W. & Keane, M.T. (1995): Cognitive Psychology: A Student’s Handbook.: 3. ed. E. Sussex: Erlbaum.
GIBSON, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin
GIBSON, J.J. (1986): The Ecological Approach to Visual Perception. Hillsdale N.J.: Erlbaum, opr. 1979.
HEFT, H. (2001): Ecological Psychology in Context: New Jersey: LEA.
MAMMEN, J. (1989): Den Menneskelige Sans. 2.udg. København: Dansk Psykolog Forlag, opr. 1983.
MARR, D. (1982): Vision. N.Y.: Freeman & Co.

/Johan

Q&A

Spørgsmål: 2008
Kan se det er dig vi skal have til forelæsning omkring repræsentationer, derfor skriver jeg til dig omkring E&K kap 9(ikke grundbogen) jeg skal skrive oplæg i denne, men forstår simpelthen ikke de to indre mentale repræsentationer proposition og analogical. jeg kan forstå de har meget tilfælles med de to eksterne repræsentationer, men kan ikke få en sammenhæng i forståelsen af de to begreber. kan forstå proposition er sådan sproglig(agtig), og så alligevel ikke helt eller...

håber du kan hjælpe med en (forståelig:-) begrebsafklaring på disse to begreber...

Svar:
Jeg håber at nedenstående kan få det til at give lidt mere mening, ellers må du lige skrive igen.

Det de har til fælles er at de begge er forståelser af de mentale repræsentationer som baserer sig på en symbolsk forståelse. Hvis du har et billede (fx et foto), så "repræsenterer" det det objekt som billedet er af. Lad os sige at vi har en kop og et billede af en kop, så er billedet en repræsentation af koppen. Tilsvarende kan den sproglige del "der er en kop" siges at være en repræsentation af den faktiske kop, i form af en række sproglige symboler, som jo ikke i sig selv er en egentlig kop. En re-præsentation er jo en slags henvisning til noget andet, som det ikke i sig selv er. Sætningen "der er en kop" vil ligeledes kunne kaldes for en proposition (endnu er vi ikke nået til det mentale), i det en proposition er et udsagn som kan være sandt eller falskt, og referer til et meningsindhold (for en forholdsvis nem beskrivelse af disse ydre propositioner, se eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Proposition).

Teorierne om de mentale symbolske repræsentationer deler sig typisk i to lejre. Den ene mener at vi har med et i hvert fald delvist analogt system at gøre. Med analogt mener de at på samme måde som billedet minder om koppen, så er repræsentationerne organiseret i hjernen så de "minder" om koppen, eksempelvis som et slags "billede". Ideen om nethinde billedet er ofte udtalt her. Dette vil typisk være teorier som S. Kosslyn og R. Shepard der henvises til her, og i Kosslyns teori finder man fx ideen om den visuelle buffer, og området betegnes også ofte som "mental imagery".
Propositionsfløjen derimod mener at ideen om "billeder" er en sproglig misforståelse, og at det som gør sig gældende er at verden er repræsenteret som symboler der mere minder om de sproglige sætninger, og altså ikke om noget der minder om den faktiske genstand som skal repræsenteres. Den måde som oplevelser og viden lagres og behandles på kan have forskellige konkrete teoretiske modeller, Pylyshyn har en model, men den som E&K nævner er vist nok prædikat calculus modellen, hvor man deler det op i argumenter og prædikater (beskrivelse). Eksempelvis kan et skema være prædikat(argument1, argument2), så sætningen eller de faktiske forhold "bilen står i garagen" bliver lagret som i(bil, garage).

Så den klare forskel er altså at vi hos propositionsfolkene finder at alt kan dekomponeres som relationer mellem "ord" (grunden til at man ikke kalder det sprog er at det som sådan kunne være hiroglyfer, det er ikke så interessant om det er et egentlig ord, men om det gør det samme som et ord), mens at den analoge fløj mener at selvom der også er propositioner, så finder de at den mere analoge (objekt-nære) repræsentation også er tilstede.

Et par eksempler på alternativer er Paivios model som har en verbal og analog processering, samt Barsalou som gør op med denne tilgang. Hvis du endnu ikke har kigget i Barsalou, så burde du nok lige se hvad han skriver om analog/proposition.

Det var en lang smøre, men jeg vil også anbefale dig at kigge her:
http://ruccs.rutgers.edu/ftp/pub/papers/TICS-reprint.pdf (dette er en kort artikel af Pylyshyn hvor han gør rede for forskelle og ligheder mellem de to (tre) forskellige systemer, klart anbefalelsesværdigt da han er meget skarp, men klart vredet af hans egen model)

http://ruccs.rutgers.edu/finstlab/finst1.html (kort beskrivelse af Pylyshyns FINST-model, selvom det ikke er den som fremgår af E&K)

http://users.ecs.soton.ac.uk/harnad/Hypermail/Foundations.Cognition/0067.html (en tråd skrevet af Kosslyn om sin egen teori, ret interessant)

http://en.wikipedia.org/wiki/Mental_Imagery (en wiki om mentale billeder)

/Johan

Q&A

Spørgsmål: 2007
Min læsegruppe og jeg har stødt på nogen problemer i pensum som vi ikke kan finde ud af selv, og lurer på om du kan hjælpe os.

Disse er:

1: Kan du forklare hvad Gibsons varianter og invarianter er, og hvordan evt varianter er forskellig fra perspektivstukturer. Er, til eksempel, invarianterne til et bord det at det består af 4 ben og en plade (på en måde prototypen af hvad et bord er), og dets varianter hvilken farve, størrelse etc lige presis dette bord har? Er perspektivstukturer en form for variant, eller noget helt for sig selv? (Og et bi-spørgsmål, siger man varianter og invarianter eller varianser og invarianser?)

2: Kan du forklare hvad forskellen er mellem en modalteori og en multimodalteori? Beskeftiger førstnevnte sig kun med en modalitet ad gangen, mens sistnevnte snakker om flere/alle på en gang?

Håber du kan hjælpe os.

Svar:
1) Jeg svarer på nummer 1 og Klaus vil sende et svar på nummer 2.
Varianter og invarianter handler om hvordan den ambiente optiske orden "opfører sig", når den bliver sat i bevægelse, dvs. når man som iagttager begynder at bevæge sig rundt i miljøet. Når den ambiente optiske orden sættes i bevægelse kommer der det som hedder et optisk flow-felt, hvor du måske kan huske den film som Klaus viste som et eksempel på hvordan det kan illustreres. Det der sker er at den måde som lyset er blevet organiseret på da det kastes tilbage fra de teksturerede overflader, den måde bliver nu transformeret afhængig af bevægelserne. Der sker altså nogle forandringer i de strukturer som omgiver iagttageren, når denne begynder at bevæge sig. Disse forandringer er varianter. Hvis alt nu forandrede sig fuldstændigt tilfældigt, så ville verden ikke fremstå som om den var stabil (hvilket den jo mestendels er). Der er altså noget bagved de forandringer som ikke er tilfældigt, og som giver os information om verdens stabilitet. Dette er invarianter. Invarianterne er derfor bagved varianterne, eller som Gibson kalder dem, højere ordens invarianter, fordi de udtrækkes af det optiske mønsters forandringer. Det eksempel jeg selv giver(og som jeg har fra Gibson, 1986, s. 74) er et rektangulært bords fire hjørner, hvor man bevæger sig rundt om det. Her sker der konstant variation i det mønster, den struktur, som når øjet, men det som fastholder at bordet ikke ændrer form (bliver trapezoidt, for eksempel) er at de fire hjørners interne relation forbliver uforandret, er invariante. Det handler derfor ikke så meget om hvorvidt et bord har fire ben, for at være et bord, men om hvorvidt de formmæssige relationer (som eksempel) bevarer deres indbyrdes (og invariante) relation ved transformation. Dette vil i så fald være information som specificerer bordets udstrækning i rummet. Det som varieres er den position som iagttageren har, og er derfor information om iagttagerens bevægelsessti rundt om objektet.

Perspektivstrukturen er det som ses fra et særligt iagttagelsespunkt (hvor det strukturerede lys jo omslutter, ambient optisk orden/'array') til et givent tidspunkt. Denne struktur ændres derfor ved bevægelse hele tiden, mens den invariante struktur træder frem "bag" disse forandringer. Perspektivstrukturen er lidt noget for sig selv, den er et fastfrossent punkt, hvor alt i en eller anden forstand er invariant, men som dog er specifikt for det særlige iagttagelsespunkt ('point of observation'). Se i øvrigt Gibson, 1986, s. 73-75 (det er udenfor pensum!).
Mht. bispørgsmålet, så kan begge dele faktisk bruges, bare vælg een og hold fast i den.

/Johan

2)
vedr. modalitet:
kig i Gyldendals fremmedordbog under modalitet, resten af svaret på spørgsmålet følger logisk af forklaringen her.

mht. variable og invarianter.

Variable er noget der ændrer sig, invarianter er det der forbliver konstant. Deres nærmere indhold må fastslås ud fra den kontekst hvori spørgsmålet stilles.

F.eks. har alle borde en vis funktionalitet (tjenlighed) uanset deres form, givet der er nogen subjekter, som relaterer sig til dem. Og når de har en form, forbliver relationernen mellem de enkelte dele uforandrede, når bordet flyttes, eller vi flytter os i forhold til dem. Husk invariant er et topologisk begreb. Det betyder altså ikke at tingene bliver ved med at se ens ud, men at den måde deres udseende ændres på, når vi flytter os, er invariant, hvis vi flytter os på samme måde igen. Deres forandrede udseende fortæller os derfor hvordan de ser ud, og hvordan de er blevet flyttet, eller vi har flyttet os.

KBB

Q&A

Spørgsmål: 2007

I min læsegruppe har vi talt meget om forskellen mellem Barsalous syn på repræsentationer og den mere klassiske som i E & K. Vi finder det rigtig svært, og håber at du vil hjælpe os lidt.

Altså, det vi umiddelbart kommer frem til er :

Barsalou mener, at man ikke kan dele perception og kognition op og derfor heller ikke lave den skelnen, der gøres i Eysenck omkring analoge og propositionelle repræsentationer. I Eysenck mener man, at repræsentationer kan være analoge eller propositionelle og godt kan kædes sammen men at de knytter sig til adskilte områder i hjernen.

Barsalou mener derimod, at fordi perception og kognition ikke kan adskilles, vil disse repræsentationer komme fra det samme område i hjernen.

Dette er det som vi umiddelbart ser som den væsentligste forskel mellem de to retninger.

Vi kunne tænke os at vide, fordi vi suk ikke helt forstår den kloge mand der har siddet og tænkt vældige tanker i hans lille kammer og ja grundbogs kapitlet volder os også kvaler :

- Barsalou taler også om propositioner, men er hans definition overensstemmende med Eysenck ?

- Du sagde til forelæsning at Kosslyn ikke mener der findes propositioner - men hvad søren er det så han mener ? Hvori består den store forskel til Barsalou ( du sagde at de var modsætninger ifht repræsentationer )

- kan man sige at Barsalous begreb om simulatorer er noget lig en forestilling om noget der bliver repræsenteret på en ny måde ?

Svar:
Jeg vil først lige dele jeres e-mail op, og så svare på de enkelte elementer i rækkefølge:
Først antagelserne:
1. Barsalou mener at man ikke kan dele perception og kognition op, hvilket medfører at man ikke kan skelne mellem analog og proposition
2. E&K mener at repræsentationer kan være analoge eller propositioner, kan kædes sammen og findes i forskellige områder i hjernen
3. Barsalou mener at repræsentationerne kommer fra samme område
4. Jeg sagde til forelæsningen at Kosslyn ikke mener der findes propositioner

Og så til spørgsmålene:
5. Hvordan er Barsalous propositionsbegreb overensstemmende med E&K?
6. Hvor er forskellen mellem Kosslyn og Barsalou mht. propositioner (jf. antagelse 4)?
7. Er Barsalous begreb om simulator noget lig en forestilling om noget der bliver repræsenteret på en ny måde?

Ad 1. Barsalou har, så vidt jeg kan se ingen problemer med at skelne mellem perception og andre kognitive ”evner”. Det der er Barsalous budskab er, at vores repræsentationer stammer fra, og er bundet i den perceptuelle erfaring, som den overføres til det perceptuelle symbol system. Derfor er indholdet i hukommelsen, i forestillingen, i tænkning, i begreber egentlig ”simulation” af perceptuelle symboler, via frames/rammer og simulator. Derfor er indholdet i kognition modalt, ligesom det er det i perception. Det man ikke har i Barsalous teori er en teori om amodale symboler, det vil sige symboler som ingen sammenhæng har (eller i hvert fald har en vilkårlig sammenhæng) med de perceptuelle systemer (det sanse-motoriske system og deres modaliteter(syn, hørelse, følelse, smag, lugt). Det er altså ikke en modstand mod propositionelle systemer som sådan, som Barsalou fremfører, men derimod en modstand mod at de propositionelle systemer der faktisk er, skulle være amodale symboler. De er modale, og oven i købet multimodale.

Ad 2. Først må jeg sige at E&K selvfølgelig mener noget, og det kommer særligt til udtryk i deres definitioner og i måden som de vælger i kognitionsstoffet på. Hvis jeg skulle gætte, så er de traditionelle informationsprocesserings-folk og tilhængere af Kosslyns teori om repræsentationer. Men det er også vigtigt at huske at det er en grundbog, og det som er formålet her er at præsentere andres arbejde som det tegner et felt, og ikke at præsentere sine egne meninger (hvilket man selvfølgelig ikke kan lade være med). Grunden til at jeg skriver dette, er for at præcisere at der er holdninger som selvfølgelig er E&Ks egne, mens der er holdninger som de bare gengiver (mere eller mindre heldigt, som når de snakker om Gibson). Når man kan sige at E&K deler repræsentationer op i analoge eller propositioner, så er det fordi de tegner et felt, hvor der en fløj som kan kaldes for propositionsfløjen (Pylyshyn, Fodor), fordi de mener at repræsentationer kun er repræsenteret som propositioner (dvs. sprogagtige, men ikke sprog, som beskriver objekter og relationer), og at disse er amodale, ikke-analoge. En anden fløj mener at der også er analoge repræsentationer (Kosslyn), som er modale, analoge, men at der altså også findes propositioner, som er amodale.

Ad 3. ja, repræsentationerne kommer fra de perceptuelle symbolsystemer, som stammer fra den perceptuelle oplevelse/erfaring. Disse behøver ikke kun at være visuelle, men kan sagtens (og er som ofte) auditive, haptiske, gustatoriske, olfaktoriske. Vi ser noget som vi rør, og som derfor afgiver lyd, og måske har en lugt og en smag. Barsalou går ikke så meget ind i det, men kommer via sine eksempler til at vægte det visuelle en hel del. Dog skal det siges at det der her skal menes med ”fra det samme område” ikke skal betyde ”det samme hjerne-område”, da lyd, syn, lugt etc. kommer til forskellige områder i hjernen. Det der her er vigtigt er at de kommer fra samme oplevelse.

Ad 4. Det håber jeg virkelig ikke at I har en optagelse af at jeg har sagt :). Det vil i så fald være rygende forkert, og jeg mener faktisk ikke at jeg har sagt det. Husk på dette billede fra forelæsningen:

Nederst på billedet kan I se de propositionelle filer, og i Kosslyns teori er de ganske amodale, ligesom de er det hos propositionsfløjen.

Ad 5. Barsalous propositionsbegreb er anderledes end E&Ks gennemgang af andres teori om proposition, i og med at Barsalous propositioner er ganske og aldeles modale, mens andres er amodale. Dermed undgår han sin egen kritik om at propositionelle systemer er arbitrære (vilkårlige) fordi de er amodale. Når han nu kan sige, ”jeg har også et propositionelt system, men det er modalt”, så kan det få noget af de styrker som propositioner har (at man lave kategoriske slutninger, at de kan producere nye repræsentationer etc.) uden at få svaghederne (vilkårligheden, transducerproblemet, grounding problemet, se mine forelæsningslides). Faktisk er det meget vigtigt for Barsalou at hans system er et modalt propositionssystem (og et conceptuelt system), da han dermed undgår at det er en optage-funktion, som kræver en fortolker. Når det er et propositionelt system, så er det sin egen fortolker!

Ad 6. Forskellen mellem Barsalou og Kosslyn er i al sin enkelthed… måske har I gættet det… at Barsalous propositioner er modale, mens Kosslyns er amodale.

Ad 7. Simulatorer er ækvivalente med begreber. Dvs. en simulator af en kat er ækvivalent med (svarer til) et begreb om en kat. I vores forestillinger (forstået som ”imagery”) indgår simulatorer til at skabe nye forestillinger om ting vi ikke har set før. Hvis I aldrig har set en Akmofyt, så er den svær at forestille sig, men hvis jeg siger at den har 4 ben som ligner en hunds, men har skæl som en fisk, at dens krop er tynd som en ål, at den har en hale, og at den har et hoved som en løve, så danner der sig nok en forestilling baseret på forskellige simulatorer af de ovennævnte dyr og deres legemsdele. Men simulatorer er ikke lig forestillinger, men indgår i dem, ganske rigtig til at lave det på en ny måde.

/Johan

Q&A

Spørgsmål: 2006
Nu sidder jeg og kværner grundbog og et bestemt spørgsmål bliver ved at dukke op:
Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??

Dit udsagn om, at nethindebilledet kun findes i et dødt øje, har bidt sig fast, og nu mangler jeg et bud på, hvordan jeg forståelsesmæssigt kan linke informationsopsamlingen til de indre processer, Eysenck og Keane fokuserer på.

Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?

Har du et bud på en anvendelig metafor?

Svar:

"Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??"
Den ambiente optiske orden! Nethindebilledet eksisterer ikke og bagsiden på øjet (nethinden) er alt for ustabil til andet end i meget overført forstand at kunne opretholde ideen om et billede her. Istedet skal fokus skiftes til den måde lyset er ordnet på /inden/ det kommer til øjet, og dette er den optiske orden (eller "optic array" med Gibsons ord)


" Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?"
Problemet her er at det er meget svært at oversætte retinal image med andet end... retinal image. Prøv istedet at spørge, hvilke typer af informationer som dette kunne være eller gøre tilgængelig i den optiske orden. Jeg har nok ikke noget godt metafor, og vil lade være med at bebyrde dig med de dårlige.
Man kan sige at det heller ikke er nødvendigt at oversætte de to til hinanden, men at se dem som to konkurrerende forsøg på at forklare grundlaget for den perceptuelle aktivitet. E&K tager, med nethindebilledet, udgangspunkt i en forståelse af perception som baseret på de stimuli som kommer ind i øjet og rammer receptoroverfladen. Gibson tager, med den ambiente optiske orden, udgangspunkt i en forståelse af perception som baserer sig på en opsamling af de relevante informationer som er tilgængelige i den optiske orden. For E&K bliver det fra passiv receptor til aktiv konstruktion, hvorimod det for Gibson bliver fra aktiv opsamlingsproces til aktiv handling. Hos Gibson er receptorer kun interessante hvis man er fysiolog, mens psykologer bør kigge efter typen af information og hvad det er information om (affordance). For E&K er udgangspunktet for perception receptorerne, som så skal have forskellige mellemliggende (og teoretisk set meget varierende) processor mellem inputtet og det færdige resultat (perceptionen, perceptet, det mentale billede eller hvad man nu kan kalde det).

I min forelæsning tog jeg af tidsmæssige årsager kun (eller stort set) udgangspunkt i den økologisk tilgang, men den anden (informationsprocesserings) er en stor (større end den økologiske) og meget bred tilgang særligt i USA (som dog hviler på flere af de filosofiske antagelser jeg trak frem i første time). Den økologiske tilgang adskiller sig på nogle punkter fra de traditionelle forståelser, og nethindebilledet er een af de mere markante.

/Johan

Q&A

Spørgsmål: 2006 (hold 4)

Efter at have læst din og Klaus Bærentsens tekst: "An Activity Theory Approach to Affordance", står vi tilbage med en undren omkring en af artiklens figurer.

Vi tænker på figur 2, 3 og 4, altså den figur, I bruger til at illustrere tre-delingen af de analytiske dimensioner i virksomhed, bevidsthed og affordance.
Det vi ikke helt forstår er figurens udformning: Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt?
Hvorfor er der pile på de tre streger?
Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det?
Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng?

Svar:
I har ret i at det skal ligne et tredimensionelt koordinatsystem, da vi taler om "dimensioner", og vi derfor forsøger at skabe en associativ sammenhæng til de tre rumlige dimensioner (højde, bredde, og længde) som de angives i et x, y, z koordinatsystem. Dog skal det kun forstås som et koordinatsystem i en lidt mere abstrakt betydning, da der ikke er nogen værdier ad de forskellige akser. Vi mener altså ikke at operationer kan have værdien 1 som ligger tættere på 0 end værdien 2. Derimod skal det læses sådan at punktet for udspringet er den konkrete aktivitet som er under analyse, og her kan man undersøge denne aktivitet (i bred forstand) på tre forskellige, men samtidigt eksisterende måder.

Vi kan kigge på de operationelle aspekter (hvordan gør vi det vi gør, og under hvilke betingelser), på de handlingsmæssige aspekter (hvad gør vi, hvad er målet for aktiviteten (som jo ikke nødvendigvis, og som ofte ikke, er direkte behovsopfyldende)) og endeligt kan man analysere den enkelte aktivitet i et motivationelt lys som den virksomhed der står i forhold til en genstandsmæssig verden. Disse analyser kan tages længere og længere ud, så man i en eller anden forstand fjerner sig mere og mere fra den konkrete aktivitet hvorfra analysen startede, deraf pilene.

Mht. Prebens måde, så er det lang tid siden at jeg har læst noget af ham, så jeg er desværre ikke bekendt med hans måde at stille tingene op på og kan derfor ikke give noget begavet svar på hvorfor vi ikke gør som ham. Når jeg får tid, vil jeg kigge nærmere på det, for at se om det skulle illustrere vores pointe bedre og mere forståeligt end et koordinatsystem. Indtil da må hold 4 bære fanen! Man kan dog sige at hvis Prebens tegninger antyder en niveaudeling, så er det ikke så godt, da det netop er en mere hierarkisk måde at forstå forholdet mellem virksomhed, handling og operation vi vil væk fra. Eller snarere, det vi vil, er at betone at den traditionelle forståelse af de tre begreber som hierarkiske ikke er forkert, men begrænset af et slags underordnethedsforhold (når vi går, sidder etc. så er det en operation som er underordnet en handling såsom at arbejde, som er underordnet en virksomhed der opfylder et behov såsom at stille sin sult). Som supplement, eller alternativ analyse mener vi at de tre begreber dækker et samtidigt aspekt ved en konkret aktivitet (såsom at gå, arbejde, spise), der altid består af alle tre komponenter samtidig. Man kan så diskutere om denne samtidighed ikke stadig implicerer et underordnethedsforhold, og det gør det såmænd nok, men pointen her er blot at dreje fokus mod det samtidige.

Altså opsummerende:
Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt? Fordi det er en analyse der udspringer fra den konkrete aktivitet (punktet).

Hvorfor er der pile på de tre streger? Fordi denne analyse kan abstraheres fra denne konkrete aktivitet i stigende grad.

Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det? Ja, men ikke som et tal eller værdi koordinatsystem.

Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng? Fordi vi ikke kender Prebens måde at gøre det på, og derfor ikke har analyseret om dette ville være en relevant måde at illustrere vores pointe på (hvilket jo kun lægger op til den kreative sammenstilling af relevante enheder for jer som kender den :) )

/Johan

Lyset i perceptionspsykologisk forstand

Nu har jeg beskrevet miljøet i meget korte træk, men før vi kan komme frem til, hvordan vi kan se vores omverden, er vi nødt til at forstå noget om lyset. I den fysiske beskrivelse af lys er det elektromagnetisk stråling, som kan have forskellige bølgelængder. Disse bølgelængder siges at have en frekvens, når vi måler dem i forhold til, hvor mange bølgetoppe, som passerer et punkt per tidsenhed (f.eks. pr. sekund). Det lys, som vores øjne kan detektere, har en frekvens på mellem 430 milliard'tne del af en meter (rød) til milliard'tne del af en meter (violet) og dette kaldes synligt lys. For mere information se http://science.howstuffworks.com/light.htm (en hjemmeside som i øvrigt kan anbefales, hvis man undrer sig over, hvordan noget virker).

Dette er altsammen meget godt, men det er ikke særligt interessant set fra et psykologisk perspektiv. Som Gibson meget tidligt pegede på (i en artikel fra 1961; Ecological Optics) så giver den fysiske beskrivelse af lys os tre måder, som lysenergien kan variere på. Ved bølgelængde, som vi allerede har set. Ved intensitet eller mængden af fysisk energi i lyset som i øvrigt hænger sammen med bølgelængdens frekvens; jo højere frekvens, jo mere energi. Og endelig ved "renhed", der er et udtryk for hvor meget en given stråles spektrum er koncentreret om en bestemt bølgelængde. Dette kaldes også nogen gange for farvemættethed. Set fra et fysisk perspektiv behandles lyset (og her særligt lys-fotonet) altså i forhold til det moment, som det rammer sin overflade (her øjet), og det betyder at lyset i sig selv ikke er tilstrækkelig til at specificere sin omverden. Der er f.eks. ikke noget i lyset, forstået på denne måde, som kan sige os om det kommer fra et objekt eller fra en lyskilde.

Så vidt jeg ved, var Gibson den første psykolog som så dette problem, og så vidt jeg kan se, så er han (og den økologiske tilgang) stadig rimelig alene indenfor psykologien om at indse, at her har vi netop roden til alle problemerne. Hvis lyset ikke er tilpas "informationsmættet" til at kunne give os noget clue om, hvad det er vi ser på, så er vi i høj grad nødt til at sætte alle hånde konstruerende mekanismer i sving. Problemet her er desværre, at der er intet som kan bruges som en valid verificerings-reference. Hvordan ved vi, om vi har vundet i lotto? Ved at et sæt af tal bliver udtrukket og læst op. Herefter sammenligner vi vores tal med vindertallene og smider i skuffelse kuponen væk fordi vi atter havde en nitte. Hvordan kan vi sammenligne vores "indre model", "mentale repræsentation", "gestalt" eller "billede" af omverden så vi ved, at den er sand, hvis vi ikke kan måle den med noget som ikke er modellen/repræsentationen/etc. selv (vi vinder jo heller ikke i lotto ved kun at kigge på vores egne tal)? Enten fægter vi måske rundt i en lyståge eller måske har vi "fået" installeret et sæt af ideer (som Descartes vist nok kaldte dem) som hjælper os på vej. Begge veje synes faktisk søgte (eller sagt på en anden måde, perceptionen af verden bliver "mirakuløs"), og netop derfor undgår mange perceptions- og kognitionspsykologer at tumle med dette problem. De kaster sig gladelig ud i de indre modeller/mentale repræsentationer uden at spekulere så meget på sandhedsværdien, og hårdt pressede vil de påberåbe sig evolutionen som løsning, selvom det vitterligt ikke løser noget (hvis vi som organisme eller dyr en gang har haft adgang til verden som den er, og derfor fået en "sand" model, hvorfor skulle vi så have mistet den?).

Nå, men for Gibson var dette et problem, som måtte løses, og istedet for at tage udgangspunkt i lyset som beskrevet af fysikerne foreslog han, at vi lavede en "økologisk optik", som ville kunne danne udgangspunkt for faktisk perception. Lyset er selvfølgelig stadig elektromagnetisk stråling, men vi er nødt til at dele det op i to typer; det indfaldende lys og det tilbagekastede lys. Det indfaldende lys er det, som kommer fra en udstrålende kilde (solen, lampen, bålet), mens det tilbagekastede lys er det indfaldende lys, når det er blevet "kastet tilbage" eller reflekteret fra en overflade. Dette er der som sådan ikke noget nyt i, det særlige ligger i, at Gibson herefter siger, at lyset struktureres efter de overflader, som det kastes tilbage fra. Nu skal vi altså ikke forstå lyset mere som det enkelte foton, der når øjet, men som den samlede lys-struktur, som kastes frem og tilbage i rummet omkring os, og som det omgiver os. Dette lys kaldte Gibson for ambient lys, fordi det omgiver os, og når det er struktureret af overfladernes økologiske lovmæssigheder, så indeholder det en særlig struktur eller orden, som han kaldte for den ambiente optiske orden (eng. "ambient optic array").

Dette lys, den ambiente optiske orden, var udgangspunktet for at Gibson kan påstå, at vi har adgang til verden "som den ser ud" (vi kan altid diskutere hvad der menes med "som den ser ud" på et andet tidspunkt). Når lyset var ordnet af overfladerne i miljøet på en måde som er tilpas entydig til at være specifik for både hvordan overfladerne ser ud, og hvilket punkt lyset omgiver, og når vi har et fysiologisk system, som har udviklet sig i et lysfyldt miljø, er i stand til at komme i kontakt med denne orden, så har vi stimulus information i lyset som øjnene kan samle op, og denne proces er det første nødvendige skridt i den perceptuelle proces. Det næste er så, når vi sætter den orden i bevægelse, men det bliver emnet for den næste tråd.

/Johan

Miljøet

Den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson i hans bog fra 1979, The Ecological Approach to Visual Perception, forudsætter at førend vi an tale om perceptionsprocessen så er vi først nødt til dels at beskrive hvad det er der er muligt at percipere og dels at beskrive de tilgængelige informationer som gør perceptionen muligt. Først da kan vi beskrive perceptionen, som en opsamlingsproces, eller en udtrækning af invarianter fra stimulusstrømmen. Lad os her kigge lidt nærmere på hvad der er i vores miljø som kan perciperes. Dette er dog en ultrakort gennemgang, så for nærmere læsning kan kapitel 2 i 1979-bogen af Gibson anbefales.

Miljøet består meget overordnet af medium, substanser og overfader. Medium er de vi bevæger os igennem, det som gør det muligt at kunne percipere. For landlevende dyr som mennesker er det luften, mens for fisken er det vandet. Luften er et homogent medium, der som sagt tillader at vi kan bevæge os igennem det og som samtidig tjener til at kunne percipere. Lys i form af belysning spredes i luften og gør det muligt at kunne se, lyd spreder sig ved at skabe vibrationer eller trykbølger og gør det muligt at høre, og lugt spredes ved at kemiske substanser fordeler sig i luftens molekylære struktur og gør det muligt at lugte. Miljøet er fyldt med denne slags informationer om begivenheder som sker i miljøet.

Substanser er lidt firkantet sagt, det som ting er lavet af. Det er den del af miljøet hvor lys, lyd og lugt ikke spredes så nemt, og som ikke tillader bevægelse. Dette er stof i fast form, og derfor er den substantiel, som Gibson beskriver det (eks. Gibson, 1986, p. 19). For dyret kan substanser have forskellig indflydelse, det kan være næring, understøttelse, gift eller lignende. Substanser adskiller sig på mange måder, og kan derfor inddeles på forskellig vis: hårdhed, flydenhed, elasticitet, plasticitet, tæthed for et nævne nogle stykker. Nogle substanser er meget resistente overfor forandringer, mens andre opløser sig hurtigt. Døde dyr rådner, metal ruster, mens sten i den sidste ende også opløses. Substanser kan også gendannes, vokse frem eller skabes. Substanser er meget sammensatte, og er derfor ikke homogent organiseret ligesom luften er, men mere heterogent spredt. Dette giver også mulighed for at substanserne indgår i komplekse indlejrede enheder, som giver meget forskellige muligheder for forskellige dyr.

Overfladen er det som adskiller mediet fra substansen. Dette skal forstås sådan, at substanser har en overflade som ”vender ud mod” mediet (her luften), og som er den flade, som vi kan se og røre ved, som lyd kastes tilbage fra, og som vi kan sætte tungen på.

”The surface is where most of the action is. The surface is where light is reflected or absorbed, not the interior of the substance. The surface is what touches the animal, not the interior. The surface is where chemical reaction mostly takes place. The surface is where vaporization or diffusion of substances into the medium occurs. And the surface is where vibrations of the substances are transmitted into the medium” Gibson, 1986, p. 23

Overfladens karakteristika hænger altså almindeligvis sammen med substansernes karakter. Disse karakteristika kalder Gibson for de ”økologiske overfladelovmæssigheder”, og disse er vigtige i en forståelse af hvad som ”kastes tilbage”, da det jo er overfladerne vi perciperer (og kun derigennem substanserne). Dette betyder at hvis vi kan pege på en entydig specifik forbindelse mellem særlige karaktertræk ved overfladen og den måde som eksempelvis lyset reflekteres fra denne overflade, og som det når et sæt af øjne, så kan vi med rette sige at der er information i omverden som er specifik for objekternes særegenhed. Det vender jeg tilbage til i en senere diskussion.

For kort at eksemplificere overfladernes lovmæssigheder, så giver jeg her et par eksempler fra Gibson, 1986, s. 23-24:

1. alle vedvarende substanser har overflader, og alle overflader har et layout (med layout mener han en særlig måde som overfladerne er arrangeret på i forhold til hinanden og til den grundlæggende reference, som for Gibson er jord-overfladen)

2. enhver overflade har en modstand mod deformering som afhænger af substansens viskositet

3. enhver overflade har en modstand mod opløsning som afhænger af substansens sammenhæng (?cohesion)

4. enhver overflade har en karakteristisk tekstur, som afhænger af substansens komposition. Den har generelt set både en layouttekstur og en pigmenttekstur (med tekstur mener Gibson den særlige måde som en given overflade ser ud på. Tænk på hvordan træ ser ud eller en sandbred, et linoleumsgulv, et knivsblad, en papiroverflade. Alle sammen har de ”mønstre” som er særlige for de substanser de består af. Pigmentteksturen kan så siges at være farven i ”mønsteret”)

Så meget om miljøet for nu. Der mangler en del at beskrive, så måske vender jeg tilbage til det senere, ellers kig i Gibson, 1986, kapitel 2 og 3.

/Johan

Begreber...

Information

Lyset

Miljøet

Direkte perception

Indirekte perception

Affordance

Perception versus sansning

Begivenheder

Exteroception/proprioception

flere....

Om referencer

Jeg bruger i disse gennemgange meget Gibsons bog, The Ecological Approach to Visual Perception, som udkom i 1979. Derfor skriver jeg ofte 1979-bogen. Den udgave jeg har er en paperback udgave fra 1986, så når der er tale om direkte citat, så anvender jeg altså betegnelsen Gibson, 1986, da dette er den udgave som citeres fra. Jeg kunne også benytte Gibson, 1979/1986, men det virker lidt tungt.

Jeg bruger også Gibsons 1966-bog, The Senses Considered as Perceptual Systems, og en sjælden gang 1950-bogen, The Perception of the Visual World.

/Johan

Hvad er økologisk psykologi?

Hvad er økologisk psykologi? Hvad vil det sige at være økologisk psykolog? Hvad er egentlige det økologiske i Gibsons tilgang?

Økologisk indenfor psykologien betyder ikke at noget er blevet til uden sprøjtemidler eller at det er særligt naturligt eller sådan noget. I korthed er det et fokus på organismens ”økologi”, de faktorer i den selv og dens omgivelser som er vigtige for dens udvikling, livsførelse og –opretholdelse og daglige aktiviteter. Selvom ræve og egern nogenlunde lever i den samme verden, så er deres økologi vidt forskellige. I rævens er der huler til skjul og yngel, træer og nedfald til forhindringer, og egern og andre smådyr til byttedyr. I egernets økologi, dets miljø om man vil, er træer potentielle bo- og madsteder, nedfald kan være mad og en måde at skjule sig på, og ræve er en fare for livets opretholdelse. Så selvom de to dyr bor i den samme skov, i den samme verden, og har de samme omgivelser, så er deres økologi meget forskellige. Samtidig er den måde som ræven overlever på afhængig af dens økologiske ramme. En ræv som lever i byen eller en ræv i zoologisk have overlever på nogle andre betingelser end ræven i skoven, og det samme for egernet. Nu skal jeg ikke gøre mig ekspert i ræve og egern, men pointen er her at dyret som art har et sæt af omgivelsesbetingelser, som kun kan forstås ved at forstå hvilke betingelser dyret har med, lad os kalde dem de fysiologiske betingelser. Samtidig er dyrets fysiologiske betingelser skabt, udviklet og understøttet af de omkringliggende betingelser, lad os kalde dem miljø-betingelserne.

Miljøet kan derfor kun forstås ud fra hvilken dyre-art, hvilket dyr, man har med at gøre. Det er ikke nok at kalde det en verden, da dette er for bredt og uspecifikt. Samtidig kan det givne dyr kun forstås ud fra en forståelse af de miljø-betingelser som omgiver dyret. Miljø og dyr er derfor gensidigt defineret.

“The fact is worth remembering because it is often neglected that the words animal and environment make an inseparable pair. Each term implies the other. No animal could exist without an environment surrounding it. Equally, although not so obvious, an environment implies an animal (or at least an organism) to be surrounded.” Gibson, 1986, p. 8

Dyr og miljø er altså to sider af samme sag. På denne måde er det interessante ikke så meget hvad miljøet er uden et dyr. Faktisk kan man sige at et ”tomt miljø” er et oxymoron, og eksisterer ikke. På samme måde er dyret uden miljøet heller ikke interessant, og det ”løsrevne/abstrakte dyr” er en abstraktion som vi desværre ser ind i mellem i visse filosofier og psykologier. Her er det naturligvis underforstået at mennesker er en særlig slags dyr, som på samme måde som giraffen har en række miljø-betingelser, som omgiver det.

Darwins teori om, at dyret udvikler sig pga. det selektive pres som miljøet udover, er på denne måde kun en side af sagen. Miljøet udvikler sig (udvikling er normalt et meget positivt ladet ord, men skal her blot forstås som en ændring/forandring) også når dyret er i det. Dette var Darwin efter sigende ikke blind for, men denne side er ikke rigtig blevet udviklet indtil i slutningen af 70’erne hvor en biolog, Lewontin, fremsatte teorien om det foranderlige miljø. Indtil da var miljøet blot blevet betragtet som noget uforanderligt, hvor de eneste dyr som var i stand til at frembringe egentlige forandringer var menneskedyret. Men ser man lidt nærmere på det, er det nok indlysende for de fleste at uden et dyr-miljø samspil så var klodens atmosfære ikke blevet iltholdig nok til at kunne blive et habitat for ilt-afhængige dyr. Og her ligger netop den lidt pudsige gensidighed indlejret, at nogle ikke egentlige ilt-afhængige organismer ændrer jordens overflade så den kan bære udviklingen af de ilt-afhængige dyr. Selvfølgelig er dette over mange millioner år denne forandring foregår, men den foregår også over lidt mere kortvarige perioder. Bævere ændrer deres landskab, får æder alt græs omkring sig og tramper resten i stykker, og mennesker forandrer alt hvad vi rører ved, så det passer til vores økologiske niche. Det som snyder lidt er at de fleste dyre-arter fastholdes i en delikat balance mellem overlevelse og udryddelse ved at ændre for meget på miljøet. Mange dyre-arter har udviklet kompensatoriske mekanismer for at overkomme en mulig overudnyttelse eller forsvinden af de beboede områdes ressourcer, eksempelvis vandringer eller overvintringer. Lewontin påpeger, at istedet for at forstå dyret som en passiv modtager af stimuli fra miljøet, så skal dyret forstås som aktiv i sin "konstruktion" af miljøet.

Men tilbage til Gibson, hvad er det ved hans teori som er økologisk? I en eller anden forstand kunne man nok sige at ved at kalde sin teori/tilgang for netop dette, så sætter Gibson sig selv op for den kritik som udspringer af en mangel på forståelse for hans teori og den netop gennemgåede relation mellem dyr-miljø. Det virker nemlig som om Gibson i stedet for at lægge sit fokus på dyret/individet, som en del psykologer og filosoffer gennem tiderne har gjort, kommer til at lægge sit fokus på miljøet. Men dette ville jo være ligeså forkert som det andet. I stedet skulle Gibson nok have kaldt det noget som havde betonet den relation som er mellem de to, men hvilket ord er det? Ved at kalde det økologisk betoner Gibson også sin affinitet til det biologiske, men dog mener han at de undersøger hvor et dyr lever, mens psykologien skal undersøge hvordan det lever.

”The world can be described at different levels, and one can choose which level to begin with. Biology begins with the division between the nonliving and the living. But psychology begins with the division between inanimate and animate, and this is where we choose to begin… We are more interested in ways of life than in heredity.” Gibson, 1986, p. 7

Så kort sagt er det økologiske i den økologiske tilgang til psykologi et fokus på dyr-miljø relationen hvor det ene ikke kan forstås uden det andet, og hvor det som er interessant er hvordan dyr lever i deres miljø, også det dyr vi kender som mennesker.

/Johan

Hvorfor økologisk psykologi?

Hvorfor er økologisk psykologi interessant? Økologisk psykologi, som her er repræsenteret ved James Jerome Gibson (1904-1979), er interessant fordi den forsøger at svare på en række grundspørgsmål på en anderledes måde end hidtil. Eller det vil snarere sige, at den forsøger at stille de væsentlige grundspørgsmål op på en måde, så de svar der kommer ud af dem er indenfor det man kunne kalde en realistisk ontologi. Dette er en filosofisk årsag, som umiddelbart ikke tiltaler så mange.
En anden årsag er, at Gibson i sin bog fra 1966, og særligt i bogen fra 1979 tager udgangspunkt i det banale, det observerbare, det tilstedeværende og gør det til genstand for sin tilgang til perceptionspsykologi. Dette er tiltalende fordi han dermed tager sit udgangspunkt i den konkrete verden som den stiller sig an foran vores sansesystemer. Den efterfølgende teori besvarer derfor spørgsmålet om, hvad det er vi ser, ud fra en antagelse om, at det vi ser i hvert fald som udgangspunkt er tilgængeligt for os. Dette er stadig ikke helt en psykologisk grund eller motivation til at kunne lide den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson, men endnu en filosofisk grund.
Måske er det fordi jeg er født i stjernetegnet Tyren, at jeg ikke tror på astrologi. Tyre siges at have alle deres ben plantet solidt ned i klippegrunden, og måske er det i virkeligheden, det jeg oplever i Gibsons teori. Ved at tage udgangspunkt i det banale, også kaldet den konkrete verden, vores miljø, så sætter han en anderledes ramme op for forklaringer af de psykologiske fænomener, end mange af de andre teorier, som man finder i psykologien. Jeg vil løbende i denne blog forsøge at forklare hvad, hvordan og på hvilken måde.
Måske er det fordi Gibson søger, og er, radikal i sin måde at stille tingene op på. Radikal i to af ordets betydninger, nemlig som indgående eller dybtgående og som yderliggående (http://da.wikipedia.org/wiki/Radikal). Selvom Gibson mener, at han gør op med store dele af filosofiens og psykologiens måde at stille spørgsmål på, så kan man i filosofien finde rødder i hans tænkning hos Aristoteles, Thomas Aquinas, Biskop Berkeley, C.S. Peirce, William James og John Dewey. Fra psykologi findes inspiration hos behaviorismen (særligt Holts), Gestaltpsykologien, Michael Carr (?), Albert Michotte, Egon Brunswik og andre. Der er grene ud til matematikken (særligt projektiv geometri og topologi) og til biologien (Darwin og Jacob v. Uexküll). For nu må dette stå udokumenteret hen, men pointen her er at alligevel er Gibson særlig i sin tænking om psykologien, og søger gerne det radikale (det yderliggående, det indgående) svar på sine spørgsmål. Han opfinder, som jeg ser det, hjulet på nyt, nu bare i sin runde form. Måske bliver jeg tiltrukket af opportunisten.
Eller måske er det fordi Gibson i det mindste forsøger at give dette filosofiske og teoretiske brud med mainstream, en empirisk rygrad. En række af hans ideer fra bogen som udkom i 1950 opgav han efter at have forsøgt at teste dem op gennem 50'erne.
Who knows and who cares? Jeg synes bare at det virker rigtigt, godt og dejligt ufærdigt.

/Johan

Velkommen

Denne blog retter sig primært mod 2. semester studerende på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Alle er dog naturligvis velkomne til at læse og efterlade kommentarer :). Indholdet er mestendels et forsøg på at gøre rede for aspekter af James J. Gibsons økologiske tilgang til perception, men der er også et par svar på spørgsmål jeg har fået, som dækker andre områder.

Velkommen!
/Johan