Miljøet

Den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson i hans bog fra 1979, The Ecological Approach to Visual Perception, forudsætter at førend vi an tale om perceptionsprocessen så er vi først nødt til dels at beskrive hvad det er der er muligt at percipere og dels at beskrive de tilgængelige informationer som gør perceptionen muligt. Først da kan vi beskrive perceptionen, som en opsamlingsproces, eller en udtrækning af invarianter fra stimulusstrømmen. Lad os her kigge lidt nærmere på hvad der er i vores miljø som kan perciperes. Dette er dog en ultrakort gennemgang, så for nærmere læsning kan kapitel 2 i 1979-bogen af Gibson anbefales.

Miljøet består meget overordnet af medium, substanser og overfader. Medium er de vi bevæger os igennem, det som gør det muligt at kunne percipere. For landlevende dyr som mennesker er det luften, mens for fisken er det vandet. Luften er et homogent medium, der som sagt tillader at vi kan bevæge os igennem det og som samtidig tjener til at kunne percipere. Lys i form af belysning spredes i luften og gør det muligt at kunne se, lyd spreder sig ved at skabe vibrationer eller trykbølger og gør det muligt at høre, og lugt spredes ved at kemiske substanser fordeler sig i luftens molekylære struktur og gør det muligt at lugte. Miljøet er fyldt med denne slags informationer om begivenheder som sker i miljøet.

Substanser er lidt firkantet sagt, det som ting er lavet af. Det er den del af miljøet hvor lys, lyd og lugt ikke spredes så nemt, og som ikke tillader bevægelse. Dette er stof i fast form, og derfor er den substantiel, som Gibson beskriver det (eks. Gibson, 1986, p. 19). For dyret kan substanser have forskellig indflydelse, det kan være næring, understøttelse, gift eller lignende. Substanser adskiller sig på mange måder, og kan derfor inddeles på forskellig vis: hårdhed, flydenhed, elasticitet, plasticitet, tæthed for et nævne nogle stykker. Nogle substanser er meget resistente overfor forandringer, mens andre opløser sig hurtigt. Døde dyr rådner, metal ruster, mens sten i den sidste ende også opløses. Substanser kan også gendannes, vokse frem eller skabes. Substanser er meget sammensatte, og er derfor ikke homogent organiseret ligesom luften er, men mere heterogent spredt. Dette giver også mulighed for at substanserne indgår i komplekse indlejrede enheder, som giver meget forskellige muligheder for forskellige dyr.

Overfladen er det som adskiller mediet fra substansen. Dette skal forstås sådan, at substanser har en overflade som ”vender ud mod” mediet (her luften), og som er den flade, som vi kan se og røre ved, som lyd kastes tilbage fra, og som vi kan sætte tungen på.

”The surface is where most of the action is. The surface is where light is reflected or absorbed, not the interior of the substance. The surface is what touches the animal, not the interior. The surface is where chemical reaction mostly takes place. The surface is where vaporization or diffusion of substances into the medium occurs. And the surface is where vibrations of the substances are transmitted into the medium” Gibson, 1986, p. 23

Overfladens karakteristika hænger altså almindeligvis sammen med substansernes karakter. Disse karakteristika kalder Gibson for de ”økologiske overfladelovmæssigheder”, og disse er vigtige i en forståelse af hvad som ”kastes tilbage”, da det jo er overfladerne vi perciperer (og kun derigennem substanserne). Dette betyder at hvis vi kan pege på en entydig specifik forbindelse mellem særlige karaktertræk ved overfladen og den måde som eksempelvis lyset reflekteres fra denne overflade, og som det når et sæt af øjne, så kan vi med rette sige at der er information i omverden som er specifik for objekternes særegenhed. Det vender jeg tilbage til i en senere diskussion.

For kort at eksemplificere overfladernes lovmæssigheder, så giver jeg her et par eksempler fra Gibson, 1986, s. 23-24:

1. alle vedvarende substanser har overflader, og alle overflader har et layout (med layout mener han en særlig måde som overfladerne er arrangeret på i forhold til hinanden og til den grundlæggende reference, som for Gibson er jord-overfladen)

2. enhver overflade har en modstand mod deformering som afhænger af substansens viskositet

3. enhver overflade har en modstand mod opløsning som afhænger af substansens sammenhæng (?cohesion)

4. enhver overflade har en karakteristisk tekstur, som afhænger af substansens komposition. Den har generelt set både en layouttekstur og en pigmenttekstur (med tekstur mener Gibson den særlige måde som en given overflade ser ud på. Tænk på hvordan træ ser ud eller en sandbred, et linoleumsgulv, et knivsblad, en papiroverflade. Alle sammen har de ”mønstre” som er særlige for de substanser de består af. Pigmentteksturen kan så siges at være farven i ”mønsteret”)

Så meget om miljøet for nu. Der mangler en del at beskrive, så måske vender jeg tilbage til det senere, ellers kig i Gibson, 1986, kapitel 2 og 3.

/Johan

Begreber...

Information

Lyset

Miljøet

Direkte perception

Indirekte perception

Affordance

Perception versus sansning

Begivenheder

Exteroception/proprioception

flere....

Om referencer

Jeg bruger i disse gennemgange meget Gibsons bog, The Ecological Approach to Visual Perception, som udkom i 1979. Derfor skriver jeg ofte 1979-bogen. Den udgave jeg har er en paperback udgave fra 1986, så når der er tale om direkte citat, så anvender jeg altså betegnelsen Gibson, 1986, da dette er den udgave som citeres fra. Jeg kunne også benytte Gibson, 1979/1986, men det virker lidt tungt.

Jeg bruger også Gibsons 1966-bog, The Senses Considered as Perceptual Systems, og en sjælden gang 1950-bogen, The Perception of the Visual World.

/Johan

Hvad er økologisk psykologi?

Hvad er økologisk psykologi? Hvad vil det sige at være økologisk psykolog? Hvad er egentlige det økologiske i Gibsons tilgang?

Økologisk indenfor psykologien betyder ikke at noget er blevet til uden sprøjtemidler eller at det er særligt naturligt eller sådan noget. I korthed er det et fokus på organismens ”økologi”, de faktorer i den selv og dens omgivelser som er vigtige for dens udvikling, livsførelse og –opretholdelse og daglige aktiviteter. Selvom ræve og egern nogenlunde lever i den samme verden, så er deres økologi vidt forskellige. I rævens er der huler til skjul og yngel, træer og nedfald til forhindringer, og egern og andre smådyr til byttedyr. I egernets økologi, dets miljø om man vil, er træer potentielle bo- og madsteder, nedfald kan være mad og en måde at skjule sig på, og ræve er en fare for livets opretholdelse. Så selvom de to dyr bor i den samme skov, i den samme verden, og har de samme omgivelser, så er deres økologi meget forskellige. Samtidig er den måde som ræven overlever på afhængig af dens økologiske ramme. En ræv som lever i byen eller en ræv i zoologisk have overlever på nogle andre betingelser end ræven i skoven, og det samme for egernet. Nu skal jeg ikke gøre mig ekspert i ræve og egern, men pointen er her at dyret som art har et sæt af omgivelsesbetingelser, som kun kan forstås ved at forstå hvilke betingelser dyret har med, lad os kalde dem de fysiologiske betingelser. Samtidig er dyrets fysiologiske betingelser skabt, udviklet og understøttet af de omkringliggende betingelser, lad os kalde dem miljø-betingelserne.

Miljøet kan derfor kun forstås ud fra hvilken dyre-art, hvilket dyr, man har med at gøre. Det er ikke nok at kalde det en verden, da dette er for bredt og uspecifikt. Samtidig kan det givne dyr kun forstås ud fra en forståelse af de miljø-betingelser som omgiver dyret. Miljø og dyr er derfor gensidigt defineret.

“The fact is worth remembering because it is often neglected that the words animal and environment make an inseparable pair. Each term implies the other. No animal could exist without an environment surrounding it. Equally, although not so obvious, an environment implies an animal (or at least an organism) to be surrounded.” Gibson, 1986, p. 8

Dyr og miljø er altså to sider af samme sag. På denne måde er det interessante ikke så meget hvad miljøet er uden et dyr. Faktisk kan man sige at et ”tomt miljø” er et oxymoron, og eksisterer ikke. På samme måde er dyret uden miljøet heller ikke interessant, og det ”løsrevne/abstrakte dyr” er en abstraktion som vi desværre ser ind i mellem i visse filosofier og psykologier. Her er det naturligvis underforstået at mennesker er en særlig slags dyr, som på samme måde som giraffen har en række miljø-betingelser, som omgiver det.

Darwins teori om, at dyret udvikler sig pga. det selektive pres som miljøet udover, er på denne måde kun en side af sagen. Miljøet udvikler sig (udvikling er normalt et meget positivt ladet ord, men skal her blot forstås som en ændring/forandring) også når dyret er i det. Dette var Darwin efter sigende ikke blind for, men denne side er ikke rigtig blevet udviklet indtil i slutningen af 70’erne hvor en biolog, Lewontin, fremsatte teorien om det foranderlige miljø. Indtil da var miljøet blot blevet betragtet som noget uforanderligt, hvor de eneste dyr som var i stand til at frembringe egentlige forandringer var menneskedyret. Men ser man lidt nærmere på det, er det nok indlysende for de fleste at uden et dyr-miljø samspil så var klodens atmosfære ikke blevet iltholdig nok til at kunne blive et habitat for ilt-afhængige dyr. Og her ligger netop den lidt pudsige gensidighed indlejret, at nogle ikke egentlige ilt-afhængige organismer ændrer jordens overflade så den kan bære udviklingen af de ilt-afhængige dyr. Selvfølgelig er dette over mange millioner år denne forandring foregår, men den foregår også over lidt mere kortvarige perioder. Bævere ændrer deres landskab, får æder alt græs omkring sig og tramper resten i stykker, og mennesker forandrer alt hvad vi rører ved, så det passer til vores økologiske niche. Det som snyder lidt er at de fleste dyre-arter fastholdes i en delikat balance mellem overlevelse og udryddelse ved at ændre for meget på miljøet. Mange dyre-arter har udviklet kompensatoriske mekanismer for at overkomme en mulig overudnyttelse eller forsvinden af de beboede områdes ressourcer, eksempelvis vandringer eller overvintringer. Lewontin påpeger, at istedet for at forstå dyret som en passiv modtager af stimuli fra miljøet, så skal dyret forstås som aktiv i sin "konstruktion" af miljøet.

Men tilbage til Gibson, hvad er det ved hans teori som er økologisk? I en eller anden forstand kunne man nok sige at ved at kalde sin teori/tilgang for netop dette, så sætter Gibson sig selv op for den kritik som udspringer af en mangel på forståelse for hans teori og den netop gennemgåede relation mellem dyr-miljø. Det virker nemlig som om Gibson i stedet for at lægge sit fokus på dyret/individet, som en del psykologer og filosoffer gennem tiderne har gjort, kommer til at lægge sit fokus på miljøet. Men dette ville jo være ligeså forkert som det andet. I stedet skulle Gibson nok have kaldt det noget som havde betonet den relation som er mellem de to, men hvilket ord er det? Ved at kalde det økologisk betoner Gibson også sin affinitet til det biologiske, men dog mener han at de undersøger hvor et dyr lever, mens psykologien skal undersøge hvordan det lever.

”The world can be described at different levels, and one can choose which level to begin with. Biology begins with the division between the nonliving and the living. But psychology begins with the division between inanimate and animate, and this is where we choose to begin… We are more interested in ways of life than in heredity.” Gibson, 1986, p. 7

Så kort sagt er det økologiske i den økologiske tilgang til psykologi et fokus på dyr-miljø relationen hvor det ene ikke kan forstås uden det andet, og hvor det som er interessant er hvordan dyr lever i deres miljø, også det dyr vi kender som mennesker.

/Johan

Hvorfor økologisk psykologi?

Hvorfor er økologisk psykologi interessant? Økologisk psykologi, som her er repræsenteret ved James Jerome Gibson (1904-1979), er interessant fordi den forsøger at svare på en række grundspørgsmål på en anderledes måde end hidtil. Eller det vil snarere sige, at den forsøger at stille de væsentlige grundspørgsmål op på en måde, så de svar der kommer ud af dem er indenfor det man kunne kalde en realistisk ontologi. Dette er en filosofisk årsag, som umiddelbart ikke tiltaler så mange.
En anden årsag er, at Gibson i sin bog fra 1966, og særligt i bogen fra 1979 tager udgangspunkt i det banale, det observerbare, det tilstedeværende og gør det til genstand for sin tilgang til perceptionspsykologi. Dette er tiltalende fordi han dermed tager sit udgangspunkt i den konkrete verden som den stiller sig an foran vores sansesystemer. Den efterfølgende teori besvarer derfor spørgsmålet om, hvad det er vi ser, ud fra en antagelse om, at det vi ser i hvert fald som udgangspunkt er tilgængeligt for os. Dette er stadig ikke helt en psykologisk grund eller motivation til at kunne lide den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson, men endnu en filosofisk grund.
Måske er det fordi jeg er født i stjernetegnet Tyren, at jeg ikke tror på astrologi. Tyre siges at have alle deres ben plantet solidt ned i klippegrunden, og måske er det i virkeligheden, det jeg oplever i Gibsons teori. Ved at tage udgangspunkt i det banale, også kaldet den konkrete verden, vores miljø, så sætter han en anderledes ramme op for forklaringer af de psykologiske fænomener, end mange af de andre teorier, som man finder i psykologien. Jeg vil løbende i denne blog forsøge at forklare hvad, hvordan og på hvilken måde.
Måske er det fordi Gibson søger, og er, radikal i sin måde at stille tingene op på. Radikal i to af ordets betydninger, nemlig som indgående eller dybtgående og som yderliggående (http://da.wikipedia.org/wiki/Radikal). Selvom Gibson mener, at han gør op med store dele af filosofiens og psykologiens måde at stille spørgsmål på, så kan man i filosofien finde rødder i hans tænkning hos Aristoteles, Thomas Aquinas, Biskop Berkeley, C.S. Peirce, William James og John Dewey. Fra psykologi findes inspiration hos behaviorismen (særligt Holts), Gestaltpsykologien, Michael Carr (?), Albert Michotte, Egon Brunswik og andre. Der er grene ud til matematikken (særligt projektiv geometri og topologi) og til biologien (Darwin og Jacob v. Uexküll). For nu må dette stå udokumenteret hen, men pointen her er at alligevel er Gibson særlig i sin tænking om psykologien, og søger gerne det radikale (det yderliggående, det indgående) svar på sine spørgsmål. Han opfinder, som jeg ser det, hjulet på nyt, nu bare i sin runde form. Måske bliver jeg tiltrukket af opportunisten.
Eller måske er det fordi Gibson i det mindste forsøger at give dette filosofiske og teoretiske brud med mainstream, en empirisk rygrad. En række af hans ideer fra bogen som udkom i 1950 opgav han efter at have forsøgt at teste dem op gennem 50'erne.
Who knows and who cares? Jeg synes bare at det virker rigtigt, godt og dejligt ufærdigt.

/Johan