“The cerebral image in the brain, the physiological image in the nerve, and the retinal image in the eye are all fictions.” (226)
&
“If we could think of an image in the derived sense as a complex of relations, as the invariant structure of an arrangement, in short as information, there would be no great harm in extending the original meaning of the term. But this is hard to do, for it carries too much weight of history. It is better not to try. It would surely be false to say that there is a phonographic record in the ear, and the same error tempts us when we say that there is an image in the eye.” (p. 226-227)
Gibson, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin
søndag den 13. april 2008
Citat
“Let us not treat memory like a sacred cow, just because we are sometimes aware of remembering” (p. 179)
Gibson, J. J. (1966/1982): The Problem of Temporal Order in Stimulation and Perception : In E.S. Reed, & R. Jones, (Eds.): Reasons for Realism: Selected Essays of James J. Gibson, (pp.171- 179), Hillsdale, NJ: Erlbaum.
Gibson, J. J. (1966/1982): The Problem of Temporal Order in Stimulation and Perception : In E.S. Reed, & R. Jones, (Eds.): Reasons for Realism: Selected Essays of James J. Gibson, (pp.171- 179), Hillsdale, NJ: Erlbaum.
Hukommelses- og repræsentationskritikken af Gibson (1966, 1986)
Dette indlæg er skrevet for et par år siden i en anden sammenhæng, men kan måske bringe relevante informationer på banen. Det er ikke helt færdigt, da der stadig mangler noget om repræsentationer. Det er dog langt nok allerede, så god fornøjelse:
En meget populær kritik af Gibsons økologiske tilgang er, at den afviser hukommelse og repræsentation (Eysenck & Keane, 1995; Bruce et al., 1996; se også Bickhard & Richie, 1983 for et review over denne kritik). På den baggrund mener modstandere af den økologiske tilgang, at teorien i bedste fald har et meget begrænset fokus, og at den ikke kan bruges i en bredere sammenhæng. Det, der særligt falder kritikerne for brystet, er, at Gibson mener, at perception i almindelighed er direkte og derfor uformidlet af en mellemliggende informations-processering af stimulus. Det er almindeligt, siden Marr (1982) gjorde det, at anerkende, at Gibson gjorde ret i at flytte noget af fokus væk fra bearbejdningen i hjernen og ud til miljøet, men at Gibson overgjorde det. Der er visse strukturer i det lys, der når øjet, som begrænser stimulus’s potentielle vilkårlighed, men dette til trods er informationen i lyset ikke tilstrækkelig specifik til at kunne udgøre en perceptuel oplevelse af verden. Det er altså nødvendigt enten at berige stimulus med yderligere viden, som i ”top-down” processering (~ rationalisme), eller at bearbejde stimulus på en særlig lovmæssig måde, som i ”bottom-up” processering (~ empirisme). Her er hukommelse og repræsentation særligt vigtig, da disse to begreber anvendes til at knytte verden sammen på den måde, hvorpå den skal knyttes sammen. I en ”bottom-up” bliver det nødvendigt at huske de fortløbende momentane stimuleringer, ligesom man lagrer tal i en lommeregner, før man trykker på lighedstegnet. I en ”top-down” bliver det nødvendigt at stimuli matches til forskellige repræsentationer for at give mening for individet. Det er ikke stedet her til at diskutere de forskellige filosofiske implikationer og komplikationer som disse to tilgange giver, dette er blevet behandlet i filosofien gennem de seneste 3000 år. Mammen (1989) peger på solipsisme som en konsekvens, og en anden konsekvens kunne være fysiologisk reduktionisme. Det vigtige her er, at begge tilgange (”bottom-up” og ”top-down”) tager først stimulus rigtig alvorlig, når det rammer en receptorflade. Dvs. at den bagvedliggende model er en grundlæggende stimulus-respons model, dog med den tilføjelse, at der ligger noget imellem S og R, nemlig nogle mellemliggende variabler eller repræsentationer. Dette er naturligvis et karikeret billede af et meget broget og divergent teoretisk felt, og er ikke ment som en kritik af enkelte teorier, men en måde at forstå den kritik som ofte rettes mod den økologiske tilgang.
Hvad betyder det nu for Gibsons teori? Det betyder, at det vi har med at gøre egentlig er en grundlagsstridighed og ikke en empirisk strid i sit udgangspunkt. Er S-R/S-O-R en god model for en given organismes aktivitet i dets miljø, eller skal der en alternativ model til, og i givet fald hvilken? Gibson afviser eksplicit mange gange S-R/S-O-R modellen, og i dets sted prøver han at sætte en model, der tager udgangspunkt i dyrets aktivitet, særligt som det kommer til udtryk i den perceptuelle aktivitet. At se, høre, føle, lugte og smage er ikke en passiv stimulering af forskellige sanser, der bliver til en indre konstruktion af verden, men er en aktivitet i den verden, hvori dyret rent faktisk befinder sig. Det er derfor forskellige typer af perceptuelle systemer, som er tunet ind på særligt meningsgivende informationer i verden (egentlig; dyrets miljø), og som resonerer til særlige typer af vedvarende strukturer i et kontinuert foranderligt stimulusmønster.
For at sige det på semi-dansk, dyret er i kontakt med sin verden gennem sin aktivitet, og dette er muligt, fordi verden er heterogen og organiseret på en særlig og specifik måde. Da det lys, der når en iagttager, som ser på et udsnit af verden, er tilbagekastet fra verden, tager det form eller struktur efter verden. Den orden, der er i verden, er derfor også på sin vis i det lys, der kastes tilbage (det indfaldende lys vs. det tilbagekastede lys), og som omgiver iagttageren (”ambient optic array”). Så langt, så godt. Her er disputten så, om denne struktur eller orden, som er i lyset, og som iagttageren samler op, er tilstrækkelig til at specificere verden på en måde, så vi kan tale om, at vi perciperer verden direkte.
Kritikerne vil mene, at det er den ikke, og komme med eksperimenter og eksempler på objekter i verden, som ikke er tilstrækkeligt specificeret i den ambiente optiske orden. Et eksempel kunne være et maleri af da Vinci (jf. Bruce et al., 1996, p.374), hvor lyset i sig selv ikke indeholder tilstrækkelig information til at specificere maleriet som et da Vinci maleri. Det kan også være at informationerne er flertydige, som i en lang række illusioner, og at perceptionen derfor ikke er sand. Man skal vide, at længderne er lige lange i en Müller-Lyer illusion, for den ene side ser længere ud end den anden, og man skal vide, at pinden ikke er knækket, når man stikker den halvt ned i vand, for den ser ud, som om den er det. Når perceptionen ikke i alle tilfælde er sand, hvordan kan vi så være sikre på, at den nogensinde er det? Dette kan vi ved at holde perceptionen op mod en indre model eller repræsentation, som har vist sin duelighed, og derfor kan perception ikke være direkte.
Der er typisk to reaktioner fra den økologiske tilgang mod denne type argumenter, det ene er at eksemplerne er sociale objekter og derfor særligt menneskelige, og at Gibsons teori er en teori der tager sit udgangspunkt i alle dyr. Marsvinet er nok ligeglad med, om det er et da Vinci maleri eller ej. Dette argument gælder dog ikke for den pinden-i-vandet-ser-knækket-ud-illusionen.
Den anden reaktion er, at der intet sted i den økologiske teori er tale om, at vi ser ”verden som den virkelig er”, eller den ”sande” verden (veridikalitetsproblemet i perception). Det, vi ser, er verden, som vi ser den. Dette er naturligvis en tautologi, og peger kun på, hvad indholdet af informationerne i verden egentlig er for en størrelse. I den klassiske teori er det mere eller mindre meningsløse stimuli, der stimulerer passive receptorer, i den økologiske teori er dét, dyret ser, dét som verden, eller snarere selekterede aspekter af verden, tjener til for dyret og dets aktivitet. Dyret ser altså tjenligheder, og ikke stimuli (Gibson, 1986, kap. 8).
Og her er grundlagsstriden så sat på spidsen, da tjenligheder ikke specificeres af stimuli, som sådan, men af den særlige relation der er mellem dyret og dets miljø. Perception er derfor, i den økologiske tradition, ikke et stimulusmønster, der falder på nethinden, men et givent dyrs særlige aktivitet over tid i et miljø, hvori transformationer af stimulimønsteret indgår [Det er altså ikke det statiske eller det momentane stimulimønster, der er interessant, men de særlige eller invariante relationer der er imellem stimulimønstrene og som kun kan afdækkes ved bevægelse. Dette handler Gibson, 1986, kap. 12 og 13 om.].
I den klassiske forståelse er tid noget, der tilføjes til stimuli, og derfor er hukommelse nødvendig for at forbinde de momentane øjebliksbilleder til den kontinuerte oplevelse, vi har af verden. I den økologiske forståelse er tid noget der er en del af perceptionsprocessen akkurat som rummets tre dimensioner. ”The sea of energy in which we live flows and changes without sharp breaks. Even the tiny fraction of this energy that affects the receptors in the eyes, ears, nose, mouth, and skin is a flux, not a sequence” (Gibson, 1986, p.240, min kursivering). Perception er altså en aktivitet i tid og rum, og ikke et resultat af en sekventiel processering. Perception er en kontinuert aktivitet, ikke diskrete momenter. Perception er en levende iagttagers aktivitet, og ikke en aktivitet forbeholdt hjernen eller sindet.
Hvorfor er dette en grundlagsstrid? Fordi det ikke i sig selv kan bevises eller undersøges empirisk, om det er den ene eller den anden model, der er rigtig. Der kommer hypoteser og teorier ud fra dette, som giver forskellige forudsigelser, og som selvfølgelig kan undersøges, men udgangspunktet kan ikke som sådan undersøges.
Hvis man altså tager som udgangspunkt, at dyret er aktivt i miljøet, og at perception er en aktivitet, der retter sig mod særlige aspekter i miljøet, så har man fjernet sig så meget fra de klassiske S-R/S-O-R modeller, at det vokabularium, som disse bruger på én måde, må tages op til revision og anvendes på en anden. Gibson starter med perception; ”Perceiving is the simplest and best kind of knowing” (op.cit., p.263), men erkender samtidigt, at “the ecological theory of direct perception cannot stand by itself. It implies a new theory of cognition in general” (ibid.).
Så hvilken rolle, om nogen, spiller så hukommelse? Og siger Gibson overhovedet noget om begrebet? Gibson skriver faktisk overraskende meget, i forhold til kritikken af ham, om hukommelse, særligt i 1986, kap. 14. Mest skriver han en masse om, hvad det ikke er, og grundlæggende er problemet med hukommelsesbegrebet, at det bygger på en adskillelse mellem fortid og nutid, på en perceptionsteori med momentane øjebliksbilleder, og på en metafor om noget der gemmes væk, lagres og skal hentes frem. På den baggrund konkluderer Gibson, at begrebet, som det her anvendes, er unyttigt (op.cit., p.254).
Gibsons perceptionsteori behøver ikke hukommelsesbegrebet i den klassiske forstand, fordi teorien ikke tager udgangspunkt i en adskillelse mellem fortid og nutid i perceptionsprocessen eller i momentane sensoriske øjebliksbilleder, men i en opsamling af invarianter i det optiske flow. Der er ikke brug for et lager ( eller en ”buffer”), for der er ikke nogen stimulus, der skal gemmes og senere sammensmeltes eller sammenlignes med en anden stimulus. De variationer og invarianter, der udgør information for dyrets aktivitet (eller potentielle aktivitet) i miljøet er tilstede netop i miljøet, og ikke i hjernen eller i øjet.
Det er derimod nødvendigt at have et perceptuelt system, der er mere eller mindre følsomt (sensitivt) overfor de typer af informationer, der er relevante for dyret i miljøet. Man kunne muligvis kalde de tilstande et sådant system organiserer sig i for en repræsentation eller hukommelse af de informationer, der får eller fik systemet til at resonere, men dette er ikke den klassiske måde at tænke begreberne på.
Den måde, Gibson tilsyneladende foretrækker at anvende hukommelsesbegrebet på, er ved at reservere dets anvendelse til ikke-perceptuel ”awareness” (opmærksomhed eller vidende-om). Den perceptuelle ”awareness” er proprioception (egoreception) og exteroception (kap. 7), altså en opmærksomhed der rummer det man ser i verden [Gibson brugte ”awareness” som et generelt udtryk for et givent dyrs oplevelse af dets miljø, og altså ikke som ”tænkning” eller ”bevidsthed”. Denne opmærksomhed er at være vidende om sit miljø, dog på en ”tavs”, dvs. ikke-sproglig, måde (kap.14).]. Den ikke-perceptuelle opmærksomhed, som i klassisk forstand nogle gange kaldes for ”højere mentale processer”, er derimod rettet mod noget, man ikke kan se for sig. Hvis man har set noget på et tidspunkt, men ikke kan komme til at se det igen på noget tidspunkt eller fra noget iagttagelsespunkt, så kalder Gibson det for ”at huske”. Hvis man på et tidspunkt kan komme til at se det igen, så kalder han det for ”forventning”, ”forestilling” eller lignende, og hvis man aldrig har set det og heller ikke ville kunne komme til at se det, så kalder han det for ”dagdrømme”, ”drømme” eller ”fantasier”. Her kunne man nok rettelig indvende forskellige ting mod denne type af definitioner, enten at de er for restriktive eller for intetsigende, men det vigtige er at de ikke er en del af den almindelige perceptuelle proces, i anden forstand end at de anvender visse af de samme principper.
-repræsentationer hos Gibson… Dette afsnit må jeg vente lidt med. Men kort kan siges, at Gibson og den økologiske tilgang ikke kan acceptere, at det vi ser på, er indre repræsentationer af den ydre verden. Repræsentationer er for Gibson udelukkende ydre eller fysiske repræsentationer eller symboler, som henviser til noget andet end det, det selv er (Bickhard & Richie, 1983; Heft, 2001)
Kan man så kritisere Gibson for ikke at have et hukommelsesbegreb eller en repræsentationsteori? Det kan man selvfølgelig godt, men man skal være opmærksom på, at denne kritik som oftest vil tage udgangspunkt i et andet grundlag eller paradigme end Gibsons, et paradigme hvorfra næsten hele Gibsons teori er kritisabel. Hvis man accepterer grundlaget for Gibsons teori kan man derimod kun beklage, at han ikke nåede at lave en mere udbygget kognitionsteori, som indeholdt en mere præcis beskrivelse og definition af hukommelse og repræsentation. Men den direkte perception forudsætter ikke sådanne begreber. Efterhånden som man begynder at forstå de fysiologiske principper, der ligger til grund for de perceptuelle systemer, opstår der muligvis et tilstands- eller organisationsfunderet hukommelses- og repræsentationsbegreb, som kan siges at have en eller anden rolle i perceptionen, men dette er ikke de samme begreber, som kritikken tager sit udgangspunkt i.
Litteraturliste
BICKHARD, M.H. & Richie, D.M. (1983): On the Nature of Representation: A Case Study of James Gibson’s Theory of Perception: New York: Praeger.
BRUCE, V., Green, P.R. & Georgeson, M.A. (1996): Visual Perception: Physiology, Psychology, and Ecology. 3.ed. Exeter: Erlbaum.
EYSENCK, M.W. & Keane, M.T. (1995): Cognitive Psychology: A Student’s Handbook.: 3. ed. E. Sussex: Erlbaum.
GIBSON, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin
GIBSON, J.J. (1986): The Ecological Approach to Visual Perception. Hillsdale N.J.: Erlbaum, opr. 1979.
HEFT, H. (2001): Ecological Psychology in Context: New Jersey: LEA.
MAMMEN, J. (1989): Den Menneskelige Sans. 2.udg. København: Dansk Psykolog Forlag, opr. 1983.
MARR, D. (1982): Vision. N.Y.: Freeman & Co.
/Johan
En meget populær kritik af Gibsons økologiske tilgang er, at den afviser hukommelse og repræsentation (Eysenck & Keane, 1995; Bruce et al., 1996; se også Bickhard & Richie, 1983 for et review over denne kritik). På den baggrund mener modstandere af den økologiske tilgang, at teorien i bedste fald har et meget begrænset fokus, og at den ikke kan bruges i en bredere sammenhæng. Det, der særligt falder kritikerne for brystet, er, at Gibson mener, at perception i almindelighed er direkte og derfor uformidlet af en mellemliggende informations-processering af stimulus. Det er almindeligt, siden Marr (1982) gjorde det, at anerkende, at Gibson gjorde ret i at flytte noget af fokus væk fra bearbejdningen i hjernen og ud til miljøet, men at Gibson overgjorde det. Der er visse strukturer i det lys, der når øjet, som begrænser stimulus’s potentielle vilkårlighed, men dette til trods er informationen i lyset ikke tilstrækkelig specifik til at kunne udgøre en perceptuel oplevelse af verden. Det er altså nødvendigt enten at berige stimulus med yderligere viden, som i ”top-down” processering (~ rationalisme), eller at bearbejde stimulus på en særlig lovmæssig måde, som i ”bottom-up” processering (~ empirisme). Her er hukommelse og repræsentation særligt vigtig, da disse to begreber anvendes til at knytte verden sammen på den måde, hvorpå den skal knyttes sammen. I en ”bottom-up” bliver det nødvendigt at huske de fortløbende momentane stimuleringer, ligesom man lagrer tal i en lommeregner, før man trykker på lighedstegnet. I en ”top-down” bliver det nødvendigt at stimuli matches til forskellige repræsentationer for at give mening for individet. Det er ikke stedet her til at diskutere de forskellige filosofiske implikationer og komplikationer som disse to tilgange giver, dette er blevet behandlet i filosofien gennem de seneste 3000 år. Mammen (1989) peger på solipsisme som en konsekvens, og en anden konsekvens kunne være fysiologisk reduktionisme. Det vigtige her er, at begge tilgange (”bottom-up” og ”top-down”) tager først stimulus rigtig alvorlig, når det rammer en receptorflade. Dvs. at den bagvedliggende model er en grundlæggende stimulus-respons model, dog med den tilføjelse, at der ligger noget imellem S og R, nemlig nogle mellemliggende variabler eller repræsentationer. Dette er naturligvis et karikeret billede af et meget broget og divergent teoretisk felt, og er ikke ment som en kritik af enkelte teorier, men en måde at forstå den kritik som ofte rettes mod den økologiske tilgang.
Hvad betyder det nu for Gibsons teori? Det betyder, at det vi har med at gøre egentlig er en grundlagsstridighed og ikke en empirisk strid i sit udgangspunkt. Er S-R/S-O-R en god model for en given organismes aktivitet i dets miljø, eller skal der en alternativ model til, og i givet fald hvilken? Gibson afviser eksplicit mange gange S-R/S-O-R modellen, og i dets sted prøver han at sætte en model, der tager udgangspunkt i dyrets aktivitet, særligt som det kommer til udtryk i den perceptuelle aktivitet. At se, høre, føle, lugte og smage er ikke en passiv stimulering af forskellige sanser, der bliver til en indre konstruktion af verden, men er en aktivitet i den verden, hvori dyret rent faktisk befinder sig. Det er derfor forskellige typer af perceptuelle systemer, som er tunet ind på særligt meningsgivende informationer i verden (egentlig; dyrets miljø), og som resonerer til særlige typer af vedvarende strukturer i et kontinuert foranderligt stimulusmønster.
For at sige det på semi-dansk, dyret er i kontakt med sin verden gennem sin aktivitet, og dette er muligt, fordi verden er heterogen og organiseret på en særlig og specifik måde. Da det lys, der når en iagttager, som ser på et udsnit af verden, er tilbagekastet fra verden, tager det form eller struktur efter verden. Den orden, der er i verden, er derfor også på sin vis i det lys, der kastes tilbage (det indfaldende lys vs. det tilbagekastede lys), og som omgiver iagttageren (”ambient optic array”). Så langt, så godt. Her er disputten så, om denne struktur eller orden, som er i lyset, og som iagttageren samler op, er tilstrækkelig til at specificere verden på en måde, så vi kan tale om, at vi perciperer verden direkte.
Kritikerne vil mene, at det er den ikke, og komme med eksperimenter og eksempler på objekter i verden, som ikke er tilstrækkeligt specificeret i den ambiente optiske orden. Et eksempel kunne være et maleri af da Vinci (jf. Bruce et al., 1996, p.374), hvor lyset i sig selv ikke indeholder tilstrækkelig information til at specificere maleriet som et da Vinci maleri. Det kan også være at informationerne er flertydige, som i en lang række illusioner, og at perceptionen derfor ikke er sand. Man skal vide, at længderne er lige lange i en Müller-Lyer illusion, for den ene side ser længere ud end den anden, og man skal vide, at pinden ikke er knækket, når man stikker den halvt ned i vand, for den ser ud, som om den er det. Når perceptionen ikke i alle tilfælde er sand, hvordan kan vi så være sikre på, at den nogensinde er det? Dette kan vi ved at holde perceptionen op mod en indre model eller repræsentation, som har vist sin duelighed, og derfor kan perception ikke være direkte.
Der er typisk to reaktioner fra den økologiske tilgang mod denne type argumenter, det ene er at eksemplerne er sociale objekter og derfor særligt menneskelige, og at Gibsons teori er en teori der tager sit udgangspunkt i alle dyr. Marsvinet er nok ligeglad med, om det er et da Vinci maleri eller ej. Dette argument gælder dog ikke for den pinden-i-vandet-ser-knækket-ud-illusionen.
Den anden reaktion er, at der intet sted i den økologiske teori er tale om, at vi ser ”verden som den virkelig er”, eller den ”sande” verden (veridikalitetsproblemet i perception). Det, vi ser, er verden, som vi ser den. Dette er naturligvis en tautologi, og peger kun på, hvad indholdet af informationerne i verden egentlig er for en størrelse. I den klassiske teori er det mere eller mindre meningsløse stimuli, der stimulerer passive receptorer, i den økologiske teori er dét, dyret ser, dét som verden, eller snarere selekterede aspekter af verden, tjener til for dyret og dets aktivitet. Dyret ser altså tjenligheder, og ikke stimuli (Gibson, 1986, kap. 8).
Og her er grundlagsstriden så sat på spidsen, da tjenligheder ikke specificeres af stimuli, som sådan, men af den særlige relation der er mellem dyret og dets miljø. Perception er derfor, i den økologiske tradition, ikke et stimulusmønster, der falder på nethinden, men et givent dyrs særlige aktivitet over tid i et miljø, hvori transformationer af stimulimønsteret indgår [Det er altså ikke det statiske eller det momentane stimulimønster, der er interessant, men de særlige eller invariante relationer der er imellem stimulimønstrene og som kun kan afdækkes ved bevægelse. Dette handler Gibson, 1986, kap. 12 og 13 om.].
I den klassiske forståelse er tid noget, der tilføjes til stimuli, og derfor er hukommelse nødvendig for at forbinde de momentane øjebliksbilleder til den kontinuerte oplevelse, vi har af verden. I den økologiske forståelse er tid noget der er en del af perceptionsprocessen akkurat som rummets tre dimensioner. ”The sea of energy in which we live flows and changes without sharp breaks. Even the tiny fraction of this energy that affects the receptors in the eyes, ears, nose, mouth, and skin is a flux, not a sequence” (Gibson, 1986, p.240, min kursivering). Perception er altså en aktivitet i tid og rum, og ikke et resultat af en sekventiel processering. Perception er en kontinuert aktivitet, ikke diskrete momenter. Perception er en levende iagttagers aktivitet, og ikke en aktivitet forbeholdt hjernen eller sindet.
Hvorfor er dette en grundlagsstrid? Fordi det ikke i sig selv kan bevises eller undersøges empirisk, om det er den ene eller den anden model, der er rigtig. Der kommer hypoteser og teorier ud fra dette, som giver forskellige forudsigelser, og som selvfølgelig kan undersøges, men udgangspunktet kan ikke som sådan undersøges.
Hvis man altså tager som udgangspunkt, at dyret er aktivt i miljøet, og at perception er en aktivitet, der retter sig mod særlige aspekter i miljøet, så har man fjernet sig så meget fra de klassiske S-R/S-O-R modeller, at det vokabularium, som disse bruger på én måde, må tages op til revision og anvendes på en anden. Gibson starter med perception; ”Perceiving is the simplest and best kind of knowing” (op.cit., p.263), men erkender samtidigt, at “the ecological theory of direct perception cannot stand by itself. It implies a new theory of cognition in general” (ibid.).
Så hvilken rolle, om nogen, spiller så hukommelse? Og siger Gibson overhovedet noget om begrebet? Gibson skriver faktisk overraskende meget, i forhold til kritikken af ham, om hukommelse, særligt i 1986, kap. 14. Mest skriver han en masse om, hvad det ikke er, og grundlæggende er problemet med hukommelsesbegrebet, at det bygger på en adskillelse mellem fortid og nutid, på en perceptionsteori med momentane øjebliksbilleder, og på en metafor om noget der gemmes væk, lagres og skal hentes frem. På den baggrund konkluderer Gibson, at begrebet, som det her anvendes, er unyttigt (op.cit., p.254).
Gibsons perceptionsteori behøver ikke hukommelsesbegrebet i den klassiske forstand, fordi teorien ikke tager udgangspunkt i en adskillelse mellem fortid og nutid i perceptionsprocessen eller i momentane sensoriske øjebliksbilleder, men i en opsamling af invarianter i det optiske flow. Der er ikke brug for et lager ( eller en ”buffer”), for der er ikke nogen stimulus, der skal gemmes og senere sammensmeltes eller sammenlignes med en anden stimulus. De variationer og invarianter, der udgør information for dyrets aktivitet (eller potentielle aktivitet) i miljøet er tilstede netop i miljøet, og ikke i hjernen eller i øjet.
Det er derimod nødvendigt at have et perceptuelt system, der er mere eller mindre følsomt (sensitivt) overfor de typer af informationer, der er relevante for dyret i miljøet. Man kunne muligvis kalde de tilstande et sådant system organiserer sig i for en repræsentation eller hukommelse af de informationer, der får eller fik systemet til at resonere, men dette er ikke den klassiske måde at tænke begreberne på.
Den måde, Gibson tilsyneladende foretrækker at anvende hukommelsesbegrebet på, er ved at reservere dets anvendelse til ikke-perceptuel ”awareness” (opmærksomhed eller vidende-om). Den perceptuelle ”awareness” er proprioception (egoreception) og exteroception (kap. 7), altså en opmærksomhed der rummer det man ser i verden [Gibson brugte ”awareness” som et generelt udtryk for et givent dyrs oplevelse af dets miljø, og altså ikke som ”tænkning” eller ”bevidsthed”. Denne opmærksomhed er at være vidende om sit miljø, dog på en ”tavs”, dvs. ikke-sproglig, måde (kap.14).]. Den ikke-perceptuelle opmærksomhed, som i klassisk forstand nogle gange kaldes for ”højere mentale processer”, er derimod rettet mod noget, man ikke kan se for sig. Hvis man har set noget på et tidspunkt, men ikke kan komme til at se det igen på noget tidspunkt eller fra noget iagttagelsespunkt, så kalder Gibson det for ”at huske”. Hvis man på et tidspunkt kan komme til at se det igen, så kalder han det for ”forventning”, ”forestilling” eller lignende, og hvis man aldrig har set det og heller ikke ville kunne komme til at se det, så kalder han det for ”dagdrømme”, ”drømme” eller ”fantasier”. Her kunne man nok rettelig indvende forskellige ting mod denne type af definitioner, enten at de er for restriktive eller for intetsigende, men det vigtige er at de ikke er en del af den almindelige perceptuelle proces, i anden forstand end at de anvender visse af de samme principper.
-repræsentationer hos Gibson… Dette afsnit må jeg vente lidt med. Men kort kan siges, at Gibson og den økologiske tilgang ikke kan acceptere, at det vi ser på, er indre repræsentationer af den ydre verden. Repræsentationer er for Gibson udelukkende ydre eller fysiske repræsentationer eller symboler, som henviser til noget andet end det, det selv er (Bickhard & Richie, 1983; Heft, 2001)
Kan man så kritisere Gibson for ikke at have et hukommelsesbegreb eller en repræsentationsteori? Det kan man selvfølgelig godt, men man skal være opmærksom på, at denne kritik som oftest vil tage udgangspunkt i et andet grundlag eller paradigme end Gibsons, et paradigme hvorfra næsten hele Gibsons teori er kritisabel. Hvis man accepterer grundlaget for Gibsons teori kan man derimod kun beklage, at han ikke nåede at lave en mere udbygget kognitionsteori, som indeholdt en mere præcis beskrivelse og definition af hukommelse og repræsentation. Men den direkte perception forudsætter ikke sådanne begreber. Efterhånden som man begynder at forstå de fysiologiske principper, der ligger til grund for de perceptuelle systemer, opstår der muligvis et tilstands- eller organisationsfunderet hukommelses- og repræsentationsbegreb, som kan siges at have en eller anden rolle i perceptionen, men dette er ikke de samme begreber, som kritikken tager sit udgangspunkt i.
Litteraturliste
BICKHARD, M.H. & Richie, D.M. (1983): On the Nature of Representation: A Case Study of James Gibson’s Theory of Perception: New York: Praeger.
BRUCE, V., Green, P.R. & Georgeson, M.A. (1996): Visual Perception: Physiology, Psychology, and Ecology. 3.ed. Exeter: Erlbaum.
EYSENCK, M.W. & Keane, M.T. (1995): Cognitive Psychology: A Student’s Handbook.: 3. ed. E. Sussex: Erlbaum.
GIBSON, J.J. (1966): The Senses Considered as Perceptual Systems. Boston: Houghton Mifflin
GIBSON, J.J. (1986): The Ecological Approach to Visual Perception. Hillsdale N.J.: Erlbaum, opr. 1979.
HEFT, H. (2001): Ecological Psychology in Context: New Jersey: LEA.
MAMMEN, J. (1989): Den Menneskelige Sans. 2.udg. København: Dansk Psykolog Forlag, opr. 1983.
MARR, D. (1982): Vision. N.Y.: Freeman & Co.
/Johan
Q&A
Spørgsmål: 2008
Kan se det er dig vi skal have til forelæsning omkring repræsentationer, derfor skriver jeg til dig omkring E&K kap 9(ikke grundbogen) jeg skal skrive oplæg i denne, men forstår simpelthen ikke de to indre mentale repræsentationer proposition og analogical. jeg kan forstå de har meget tilfælles med de to eksterne repræsentationer, men kan ikke få en sammenhæng i forståelsen af de to begreber. kan forstå proposition er sådan sproglig(agtig), og så alligevel ikke helt eller...
håber du kan hjælpe med en (forståelig:-) begrebsafklaring på disse to begreber...
Svar:
Jeg håber at nedenstående kan få det til at give lidt mere mening, ellers må du lige skrive igen.
Det de har til fælles er at de begge er forståelser af de mentale repræsentationer som baserer sig på en symbolsk forståelse. Hvis du har et billede (fx et foto), så "repræsenterer" det det objekt som billedet er af. Lad os sige at vi har en kop og et billede af en kop, så er billedet en repræsentation af koppen. Tilsvarende kan den sproglige del "der er en kop" siges at være en repræsentation af den faktiske kop, i form af en række sproglige symboler, som jo ikke i sig selv er en egentlig kop. En re-præsentation er jo en slags henvisning til noget andet, som det ikke i sig selv er. Sætningen "der er en kop" vil ligeledes kunne kaldes for en proposition (endnu er vi ikke nået til det mentale), i det en proposition er et udsagn som kan være sandt eller falskt, og referer til et meningsindhold (for en forholdsvis nem beskrivelse af disse ydre propositioner, se eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Proposition).
Teorierne om de mentale symbolske repræsentationer deler sig typisk i to lejre. Den ene mener at vi har med et i hvert fald delvist analogt system at gøre. Med analogt mener de at på samme måde som billedet minder om koppen, så er repræsentationerne organiseret i hjernen så de "minder" om koppen, eksempelvis som et slags "billede". Ideen om nethinde billedet er ofte udtalt her. Dette vil typisk være teorier som S. Kosslyn og R. Shepard der henvises til her, og i Kosslyns teori finder man fx ideen om den visuelle buffer, og området betegnes også ofte som "mental imagery".
Propositionsfløjen derimod mener at ideen om "billeder" er en sproglig misforståelse, og at det som gør sig gældende er at verden er repræsenteret som symboler der mere minder om de sproglige sætninger, og altså ikke om noget der minder om den faktiske genstand som skal repræsenteres. Den måde som oplevelser og viden lagres og behandles på kan have forskellige konkrete teoretiske modeller, Pylyshyn har en model, men den som E&K nævner er vist nok prædikat calculus modellen, hvor man deler det op i argumenter og prædikater (beskrivelse). Eksempelvis kan et skema være prædikat(argument1, argument2), så sætningen eller de faktiske forhold "bilen står i garagen" bliver lagret som i(bil, garage).
Så den klare forskel er altså at vi hos propositionsfolkene finder at alt kan dekomponeres som relationer mellem "ord" (grunden til at man ikke kalder det sprog er at det som sådan kunne være hiroglyfer, det er ikke så interessant om det er et egentlig ord, men om det gør det samme som et ord), mens at den analoge fløj mener at selvom der også er propositioner, så finder de at den mere analoge (objekt-nære) repræsentation også er tilstede.
Et par eksempler på alternativer er Paivios model som har en verbal og analog processering, samt Barsalou som gør op med denne tilgang. Hvis du endnu ikke har kigget i Barsalou, så burde du nok lige se hvad han skriver om analog/proposition.
Det var en lang smøre, men jeg vil også anbefale dig at kigge her:
http://ruccs.rutgers.edu/ftp/pub/papers/TICS-reprint.pdf (dette er en kort artikel af Pylyshyn hvor han gør rede for forskelle og ligheder mellem de to (tre) forskellige systemer, klart anbefalelsesværdigt da han er meget skarp, men klart vredet af hans egen model)
http://ruccs.rutgers.edu/finstlab/finst1.html (kort beskrivelse af Pylyshyns FINST-model, selvom det ikke er den som fremgår af E&K)
http://users.ecs.soton.ac.uk/harnad/Hypermail/Foundations.Cognition/0067.html (en tråd skrevet af Kosslyn om sin egen teori, ret interessant)
http://en.wikipedia.org/wiki/Mental_Imagery (en wiki om mentale billeder)
/Johan
Kan se det er dig vi skal have til forelæsning omkring repræsentationer, derfor skriver jeg til dig omkring E&K kap 9(ikke grundbogen) jeg skal skrive oplæg i denne, men forstår simpelthen ikke de to indre mentale repræsentationer proposition og analogical. jeg kan forstå de har meget tilfælles med de to eksterne repræsentationer, men kan ikke få en sammenhæng i forståelsen af de to begreber. kan forstå proposition er sådan sproglig(agtig), og så alligevel ikke helt eller...
håber du kan hjælpe med en (forståelig:-) begrebsafklaring på disse to begreber...
Svar:
Jeg håber at nedenstående kan få det til at give lidt mere mening, ellers må du lige skrive igen.
Det de har til fælles er at de begge er forståelser af de mentale repræsentationer som baserer sig på en symbolsk forståelse. Hvis du har et billede (fx et foto), så "repræsenterer" det det objekt som billedet er af. Lad os sige at vi har en kop og et billede af en kop, så er billedet en repræsentation af koppen. Tilsvarende kan den sproglige del "der er en kop" siges at være en repræsentation af den faktiske kop, i form af en række sproglige symboler, som jo ikke i sig selv er en egentlig kop. En re-præsentation er jo en slags henvisning til noget andet, som det ikke i sig selv er. Sætningen "der er en kop" vil ligeledes kunne kaldes for en proposition (endnu er vi ikke nået til det mentale), i det en proposition er et udsagn som kan være sandt eller falskt, og referer til et meningsindhold (for en forholdsvis nem beskrivelse af disse ydre propositioner, se eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Proposition).
Teorierne om de mentale symbolske repræsentationer deler sig typisk i to lejre. Den ene mener at vi har med et i hvert fald delvist analogt system at gøre. Med analogt mener de at på samme måde som billedet minder om koppen, så er repræsentationerne organiseret i hjernen så de "minder" om koppen, eksempelvis som et slags "billede". Ideen om nethinde billedet er ofte udtalt her. Dette vil typisk være teorier som S. Kosslyn og R. Shepard der henvises til her, og i Kosslyns teori finder man fx ideen om den visuelle buffer, og området betegnes også ofte som "mental imagery".
Propositionsfløjen derimod mener at ideen om "billeder" er en sproglig misforståelse, og at det som gør sig gældende er at verden er repræsenteret som symboler der mere minder om de sproglige sætninger, og altså ikke om noget der minder om den faktiske genstand som skal repræsenteres. Den måde som oplevelser og viden lagres og behandles på kan have forskellige konkrete teoretiske modeller, Pylyshyn har en model, men den som E&K nævner er vist nok prædikat calculus modellen, hvor man deler det op i argumenter og prædikater (beskrivelse). Eksempelvis kan et skema være prædikat(argument1, argument2), så sætningen eller de faktiske forhold "bilen står i garagen" bliver lagret som i(bil, garage).
Så den klare forskel er altså at vi hos propositionsfolkene finder at alt kan dekomponeres som relationer mellem "ord" (grunden til at man ikke kalder det sprog er at det som sådan kunne være hiroglyfer, det er ikke så interessant om det er et egentlig ord, men om det gør det samme som et ord), mens at den analoge fløj mener at selvom der også er propositioner, så finder de at den mere analoge (objekt-nære) repræsentation også er tilstede.
Et par eksempler på alternativer er Paivios model som har en verbal og analog processering, samt Barsalou som gør op med denne tilgang. Hvis du endnu ikke har kigget i Barsalou, så burde du nok lige se hvad han skriver om analog/proposition.
Det var en lang smøre, men jeg vil også anbefale dig at kigge her:
http://ruccs.rutgers.edu/ftp/pub/papers/TICS-reprint.pdf (dette er en kort artikel af Pylyshyn hvor han gør rede for forskelle og ligheder mellem de to (tre) forskellige systemer, klart anbefalelsesværdigt da han er meget skarp, men klart vredet af hans egen model)
http://ruccs.rutgers.edu/finstlab/finst1.html (kort beskrivelse af Pylyshyns FINST-model, selvom det ikke er den som fremgår af E&K)
http://users.ecs.soton.ac.uk/harnad/Hypermail/Foundations.Cognition/0067.html (en tråd skrevet af Kosslyn om sin egen teori, ret interessant)
http://en.wikipedia.org/wiki/Mental_Imagery (en wiki om mentale billeder)
/Johan
Q&A
Spørgsmål: 2007
Min læsegruppe og jeg har stødt på nogen problemer i pensum som vi ikke kan finde ud af selv, og lurer på om du kan hjælpe os.
Disse er:
1: Kan du forklare hvad Gibsons varianter og invarianter er, og hvordan evt varianter er forskellig fra perspektivstukturer. Er, til eksempel, invarianterne til et bord det at det består af 4 ben og en plade (på en måde prototypen af hvad et bord er), og dets varianter hvilken farve, størrelse etc lige presis dette bord har? Er perspektivstukturer en form for variant, eller noget helt for sig selv? (Og et bi-spørgsmål, siger man varianter og invarianter eller varianser og invarianser?)
2: Kan du forklare hvad forskellen er mellem en modalteori og en multimodalteori? Beskeftiger førstnevnte sig kun med en modalitet ad gangen, mens sistnevnte snakker om flere/alle på en gang?
Håber du kan hjælpe os.
Svar:
1) Jeg svarer på nummer 1 og Klaus vil sende et svar på nummer 2.
Varianter og invarianter handler om hvordan den ambiente optiske orden "opfører sig", når den bliver sat i bevægelse, dvs. når man som iagttager begynder at bevæge sig rundt i miljøet. Når den ambiente optiske orden sættes i bevægelse kommer der det som hedder et optisk flow-felt, hvor du måske kan huske den film som Klaus viste som et eksempel på hvordan det kan illustreres. Det der sker er at den måde som lyset er blevet organiseret på da det kastes tilbage fra de teksturerede overflader, den måde bliver nu transformeret afhængig af bevægelserne. Der sker altså nogle forandringer i de strukturer som omgiver iagttageren, når denne begynder at bevæge sig. Disse forandringer er varianter. Hvis alt nu forandrede sig fuldstændigt tilfældigt, så ville verden ikke fremstå som om den var stabil (hvilket den jo mestendels er). Der er altså noget bagved de forandringer som ikke er tilfældigt, og som giver os information om verdens stabilitet. Dette er invarianter. Invarianterne er derfor bagved varianterne, eller som Gibson kalder dem, højere ordens invarianter, fordi de udtrækkes af det optiske mønsters forandringer. Det eksempel jeg selv giver(og som jeg har fra Gibson, 1986, s. 74) er et rektangulært bords fire hjørner, hvor man bevæger sig rundt om det. Her sker der konstant variation i det mønster, den struktur, som når øjet, men det som fastholder at bordet ikke ændrer form (bliver trapezoidt, for eksempel) er at de fire hjørners interne relation forbliver uforandret, er invariante. Det handler derfor ikke så meget om hvorvidt et bord har fire ben, for at være et bord, men om hvorvidt de formmæssige relationer (som eksempel) bevarer deres indbyrdes (og invariante) relation ved transformation. Dette vil i så fald være information som specificerer bordets udstrækning i rummet. Det som varieres er den position som iagttageren har, og er derfor information om iagttagerens bevægelsessti rundt om objektet.
Perspektivstrukturen er det som ses fra et særligt iagttagelsespunkt (hvor det strukturerede lys jo omslutter, ambient optisk orden/'array') til et givent tidspunkt. Denne struktur ændres derfor ved bevægelse hele tiden, mens den invariante struktur træder frem "bag" disse forandringer. Perspektivstrukturen er lidt noget for sig selv, den er et fastfrossent punkt, hvor alt i en eller anden forstand er invariant, men som dog er specifikt for det særlige iagttagelsespunkt ('point of observation'). Se i øvrigt Gibson, 1986, s. 73-75 (det er udenfor pensum!).
Mht. bispørgsmålet, så kan begge dele faktisk bruges, bare vælg een og hold fast i den.
/Johan
2)
vedr. modalitet:
kig i Gyldendals fremmedordbog under modalitet, resten af svaret på spørgsmålet følger logisk af forklaringen her.
mht. variable og invarianter.
Variable er noget der ændrer sig, invarianter er det der forbliver konstant. Deres nærmere indhold må fastslås ud fra den kontekst hvori spørgsmålet stilles.
F.eks. har alle borde en vis funktionalitet (tjenlighed) uanset deres form, givet der er nogen subjekter, som relaterer sig til dem. Og når de har en form, forbliver relationernen mellem de enkelte dele uforandrede, når bordet flyttes, eller vi flytter os i forhold til dem. Husk invariant er et topologisk begreb. Det betyder altså ikke at tingene bliver ved med at se ens ud, men at den måde deres udseende ændres på, når vi flytter os, er invariant, hvis vi flytter os på samme måde igen. Deres forandrede udseende fortæller os derfor hvordan de ser ud, og hvordan de er blevet flyttet, eller vi har flyttet os.
KBB
Min læsegruppe og jeg har stødt på nogen problemer i pensum som vi ikke kan finde ud af selv, og lurer på om du kan hjælpe os.
Disse er:
1: Kan du forklare hvad Gibsons varianter og invarianter er, og hvordan evt varianter er forskellig fra perspektivstukturer. Er, til eksempel, invarianterne til et bord det at det består af 4 ben og en plade (på en måde prototypen af hvad et bord er), og dets varianter hvilken farve, størrelse etc lige presis dette bord har? Er perspektivstukturer en form for variant, eller noget helt for sig selv? (Og et bi-spørgsmål, siger man varianter og invarianter eller varianser og invarianser?)
2: Kan du forklare hvad forskellen er mellem en modalteori og en multimodalteori? Beskeftiger førstnevnte sig kun med en modalitet ad gangen, mens sistnevnte snakker om flere/alle på en gang?
Håber du kan hjælpe os.
Svar:
1) Jeg svarer på nummer 1 og Klaus vil sende et svar på nummer 2.
Varianter og invarianter handler om hvordan den ambiente optiske orden "opfører sig", når den bliver sat i bevægelse, dvs. når man som iagttager begynder at bevæge sig rundt i miljøet. Når den ambiente optiske orden sættes i bevægelse kommer der det som hedder et optisk flow-felt, hvor du måske kan huske den film som Klaus viste som et eksempel på hvordan det kan illustreres. Det der sker er at den måde som lyset er blevet organiseret på da det kastes tilbage fra de teksturerede overflader, den måde bliver nu transformeret afhængig af bevægelserne. Der sker altså nogle forandringer i de strukturer som omgiver iagttageren, når denne begynder at bevæge sig. Disse forandringer er varianter. Hvis alt nu forandrede sig fuldstændigt tilfældigt, så ville verden ikke fremstå som om den var stabil (hvilket den jo mestendels er). Der er altså noget bagved de forandringer som ikke er tilfældigt, og som giver os information om verdens stabilitet. Dette er invarianter. Invarianterne er derfor bagved varianterne, eller som Gibson kalder dem, højere ordens invarianter, fordi de udtrækkes af det optiske mønsters forandringer. Det eksempel jeg selv giver(og som jeg har fra Gibson, 1986, s. 74) er et rektangulært bords fire hjørner, hvor man bevæger sig rundt om det. Her sker der konstant variation i det mønster, den struktur, som når øjet, men det som fastholder at bordet ikke ændrer form (bliver trapezoidt, for eksempel) er at de fire hjørners interne relation forbliver uforandret, er invariante. Det handler derfor ikke så meget om hvorvidt et bord har fire ben, for at være et bord, men om hvorvidt de formmæssige relationer (som eksempel) bevarer deres indbyrdes (og invariante) relation ved transformation. Dette vil i så fald være information som specificerer bordets udstrækning i rummet. Det som varieres er den position som iagttageren har, og er derfor information om iagttagerens bevægelsessti rundt om objektet.
Perspektivstrukturen er det som ses fra et særligt iagttagelsespunkt (hvor det strukturerede lys jo omslutter, ambient optisk orden/'array') til et givent tidspunkt. Denne struktur ændres derfor ved bevægelse hele tiden, mens den invariante struktur træder frem "bag" disse forandringer. Perspektivstrukturen er lidt noget for sig selv, den er et fastfrossent punkt, hvor alt i en eller anden forstand er invariant, men som dog er specifikt for det særlige iagttagelsespunkt ('point of observation'). Se i øvrigt Gibson, 1986, s. 73-75 (det er udenfor pensum!).
Mht. bispørgsmålet, så kan begge dele faktisk bruges, bare vælg een og hold fast i den.
/Johan
2)
vedr. modalitet:
kig i Gyldendals fremmedordbog under modalitet, resten af svaret på spørgsmålet følger logisk af forklaringen her.
mht. variable og invarianter.
Variable er noget der ændrer sig, invarianter er det der forbliver konstant. Deres nærmere indhold må fastslås ud fra den kontekst hvori spørgsmålet stilles.
F.eks. har alle borde en vis funktionalitet (tjenlighed) uanset deres form, givet der er nogen subjekter, som relaterer sig til dem. Og når de har en form, forbliver relationernen mellem de enkelte dele uforandrede, når bordet flyttes, eller vi flytter os i forhold til dem. Husk invariant er et topologisk begreb. Det betyder altså ikke at tingene bliver ved med at se ens ud, men at den måde deres udseende ændres på, når vi flytter os, er invariant, hvis vi flytter os på samme måde igen. Deres forandrede udseende fortæller os derfor hvordan de ser ud, og hvordan de er blevet flyttet, eller vi har flyttet os.
KBB
Q&A
Spørgsmål: 2007
I min læsegruppe har vi talt meget om forskellen mellem Barsalous syn på repræsentationer og den mere klassiske som i E & K. Vi finder det rigtig svært, og håber at du vil hjælpe os lidt.
Altså, det vi umiddelbart kommer frem til er :
Barsalou mener, at man ikke kan dele perception og kognition op og derfor heller ikke lave den skelnen, der gøres i Eysenck omkring analoge og propositionelle repræsentationer. I Eysenck mener man, at repræsentationer kan være analoge eller propositionelle og godt kan kædes sammen men at de knytter sig til adskilte områder i hjernen.
Barsalou mener derimod, at fordi perception og kognition ikke kan adskilles, vil disse repræsentationer komme fra det samme område i hjernen.
Dette er det som vi umiddelbart ser som den væsentligste forskel mellem de to retninger.
Vi kunne tænke os at vide, fordi vi suk ikke helt forstår den kloge mand der har siddet og tænkt vældige tanker i hans lille kammer og ja grundbogs kapitlet volder os også kvaler :
- Barsalou taler også om propositioner, men er hans definition overensstemmende med Eysenck ?
- Du sagde til forelæsning at Kosslyn ikke mener der findes propositioner - men hvad søren er det så han mener ? Hvori består den store forskel til Barsalou ( du sagde at de var modsætninger ifht repræsentationer )
- kan man sige at Barsalous begreb om simulatorer er noget lig en forestilling om noget der bliver repræsenteret på en ny måde ?
Svar:
Jeg vil først lige dele jeres e-mail op, og så svare på de enkelte elementer i rækkefølge:
Først antagelserne:
1. Barsalou mener at man ikke kan dele perception og kognition op, hvilket medfører at man ikke kan skelne mellem analog og proposition
2. E&K mener at repræsentationer kan være analoge eller propositioner, kan kædes sammen og findes i forskellige områder i hjernen
3. Barsalou mener at repræsentationerne kommer fra samme område
4. Jeg sagde til forelæsningen at Kosslyn ikke mener der findes propositioner
Og så til spørgsmålene:
5. Hvordan er Barsalous propositionsbegreb overensstemmende med E&K?
6. Hvor er forskellen mellem Kosslyn og Barsalou mht. propositioner (jf. antagelse 4)?
7. Er Barsalous begreb om simulator noget lig en forestilling om noget der bliver repræsenteret på en ny måde?
Ad 1. Barsalou har, så vidt jeg kan se ingen problemer med at skelne mellem perception og andre kognitive ”evner”. Det der er Barsalous budskab er, at vores repræsentationer stammer fra, og er bundet i den perceptuelle erfaring, som den overføres til det perceptuelle symbol system. Derfor er indholdet i hukommelsen, i forestillingen, i tænkning, i begreber egentlig ”simulation” af perceptuelle symboler, via frames/rammer og simulator. Derfor er indholdet i kognition modalt, ligesom det er det i perception. Det man ikke har i Barsalous teori er en teori om amodale symboler, det vil sige symboler som ingen sammenhæng har (eller i hvert fald har en vilkårlig sammenhæng) med de perceptuelle systemer (det sanse-motoriske system og deres modaliteter(syn, hørelse, følelse, smag, lugt). Det er altså ikke en modstand mod propositionelle systemer som sådan, som Barsalou fremfører, men derimod en modstand mod at de propositionelle systemer der faktisk er, skulle være amodale symboler. De er modale, og oven i købet multimodale.
Ad 2. Først må jeg sige at E&K selvfølgelig mener noget, og det kommer særligt til udtryk i deres definitioner og i måden som de vælger i kognitionsstoffet på. Hvis jeg skulle gætte, så er de traditionelle informationsprocesserings-folk og tilhængere af Kosslyns teori om repræsentationer. Men det er også vigtigt at huske at det er en grundbog, og det som er formålet her er at præsentere andres arbejde som det tegner et felt, og ikke at præsentere sine egne meninger (hvilket man selvfølgelig ikke kan lade være med). Grunden til at jeg skriver dette, er for at præcisere at der er holdninger som selvfølgelig er E&Ks egne, mens der er holdninger som de bare gengiver (mere eller mindre heldigt, som når de snakker om Gibson). Når man kan sige at E&K deler repræsentationer op i analoge eller propositioner, så er det fordi de tegner et felt, hvor der en fløj som kan kaldes for propositionsfløjen (Pylyshyn, Fodor), fordi de mener at repræsentationer kun er repræsenteret som propositioner (dvs. sprogagtige, men ikke sprog, som beskriver objekter og relationer), og at disse er amodale, ikke-analoge. En anden fløj mener at der også er analoge repræsentationer (Kosslyn), som er modale, analoge, men at der altså også findes propositioner, som er amodale.
Ad 3. ja, repræsentationerne kommer fra de perceptuelle symbolsystemer, som stammer fra den perceptuelle oplevelse/erfaring. Disse behøver ikke kun at være visuelle, men kan sagtens (og er som ofte) auditive, haptiske, gustatoriske, olfaktoriske. Vi ser noget som vi rør, og som derfor afgiver lyd, og måske har en lugt og en smag. Barsalou går ikke så meget ind i det, men kommer via sine eksempler til at vægte det visuelle en hel del. Dog skal det siges at det der her skal menes med ”fra det samme område” ikke skal betyde ”det samme hjerne-område”, da lyd, syn, lugt etc. kommer til forskellige områder i hjernen. Det der her er vigtigt er at de kommer fra samme oplevelse.
Ad 4. Det håber jeg virkelig ikke at I har en optagelse af at jeg har sagt :). Det vil i så fald være rygende forkert, og jeg mener faktisk ikke at jeg har sagt det. Husk på dette billede fra forelæsningen:
Nederst på billedet kan I se de propositionelle filer, og i Kosslyns teori er de ganske amodale, ligesom de er det hos propositionsfløjen.
Ad 5. Barsalous propositionsbegreb er anderledes end E&Ks gennemgang af andres teori om proposition, i og med at Barsalous propositioner er ganske og aldeles modale, mens andres er amodale. Dermed undgår han sin egen kritik om at propositionelle systemer er arbitrære (vilkårlige) fordi de er amodale. Når han nu kan sige, ”jeg har også et propositionelt system, men det er modalt”, så kan det få noget af de styrker som propositioner har (at man lave kategoriske slutninger, at de kan producere nye repræsentationer etc.) uden at få svaghederne (vilkårligheden, transducerproblemet, grounding problemet, se mine forelæsningslides). Faktisk er det meget vigtigt for Barsalou at hans system er et modalt propositionssystem (og et conceptuelt system), da han dermed undgår at det er en optage-funktion, som kræver en fortolker. Når det er et propositionelt system, så er det sin egen fortolker!
Ad 6. Forskellen mellem Barsalou og Kosslyn er i al sin enkelthed… måske har I gættet det… at Barsalous propositioner er modale, mens Kosslyns er amodale.
Ad 7. Simulatorer er ækvivalente med begreber. Dvs. en simulator af en kat er ækvivalent med (svarer til) et begreb om en kat. I vores forestillinger (forstået som ”imagery”) indgår simulatorer til at skabe nye forestillinger om ting vi ikke har set før. Hvis I aldrig har set en Akmofyt, så er den svær at forestille sig, men hvis jeg siger at den har 4 ben som ligner en hunds, men har skæl som en fisk, at dens krop er tynd som en ål, at den har en hale, og at den har et hoved som en løve, så danner der sig nok en forestilling baseret på forskellige simulatorer af de ovennævnte dyr og deres legemsdele. Men simulatorer er ikke lig forestillinger, men indgår i dem, ganske rigtig til at lave det på en ny måde.
/Johan
Svar:
Jeg vil først lige dele jeres e-mail op, og så svare på de enkelte elementer i rækkefølge:
Først antagelserne:
1. Barsalou mener at man ikke kan dele perception og kognition op, hvilket medfører at man ikke kan skelne mellem analog og proposition
2. E&K mener at repræsentationer kan være analoge eller propositioner, kan kædes sammen og findes i forskellige områder i hjernen
3. Barsalou mener at repræsentationerne kommer fra samme område
4. Jeg sagde til forelæsningen at Kosslyn ikke mener der findes propositioner
Og så til spørgsmålene:
5. Hvordan er Barsalous propositionsbegreb overensstemmende med E&K?
6. Hvor er forskellen mellem Kosslyn og Barsalou mht. propositioner (jf. antagelse 4)?
7. Er Barsalous begreb om simulator noget lig en forestilling om noget der bliver repræsenteret på en ny måde?
Ad 1. Barsalou har, så vidt jeg kan se ingen problemer med at skelne mellem perception og andre kognitive ”evner”. Det der er Barsalous budskab er, at vores repræsentationer stammer fra, og er bundet i den perceptuelle erfaring, som den overføres til det perceptuelle symbol system. Derfor er indholdet i hukommelsen, i forestillingen, i tænkning, i begreber egentlig ”simulation” af perceptuelle symboler, via frames/rammer og simulator. Derfor er indholdet i kognition modalt, ligesom det er det i perception. Det man ikke har i Barsalous teori er en teori om amodale symboler, det vil sige symboler som ingen sammenhæng har (eller i hvert fald har en vilkårlig sammenhæng) med de perceptuelle systemer (det sanse-motoriske system og deres modaliteter(syn, hørelse, følelse, smag, lugt). Det er altså ikke en modstand mod propositionelle systemer som sådan, som Barsalou fremfører, men derimod en modstand mod at de propositionelle systemer der faktisk er, skulle være amodale symboler. De er modale, og oven i købet multimodale.
Ad 2. Først må jeg sige at E&K selvfølgelig mener noget, og det kommer særligt til udtryk i deres definitioner og i måden som de vælger i kognitionsstoffet på. Hvis jeg skulle gætte, så er de traditionelle informationsprocesserings-folk og tilhængere af Kosslyns teori om repræsentationer. Men det er også vigtigt at huske at det er en grundbog, og det som er formålet her er at præsentere andres arbejde som det tegner et felt, og ikke at præsentere sine egne meninger (hvilket man selvfølgelig ikke kan lade være med). Grunden til at jeg skriver dette, er for at præcisere at der er holdninger som selvfølgelig er E&Ks egne, mens der er holdninger som de bare gengiver (mere eller mindre heldigt, som når de snakker om Gibson). Når man kan sige at E&K deler repræsentationer op i analoge eller propositioner, så er det fordi de tegner et felt, hvor der en fløj som kan kaldes for propositionsfløjen (Pylyshyn, Fodor), fordi de mener at repræsentationer kun er repræsenteret som propositioner (dvs. sprogagtige, men ikke sprog, som beskriver objekter og relationer), og at disse er amodale, ikke-analoge. En anden fløj mener at der også er analoge repræsentationer (Kosslyn), som er modale, analoge, men at der altså også findes propositioner, som er amodale.
Ad 3. ja, repræsentationerne kommer fra de perceptuelle symbolsystemer, som stammer fra den perceptuelle oplevelse/erfaring. Disse behøver ikke kun at være visuelle, men kan sagtens (og er som ofte) auditive, haptiske, gustatoriske, olfaktoriske. Vi ser noget som vi rør, og som derfor afgiver lyd, og måske har en lugt og en smag. Barsalou går ikke så meget ind i det, men kommer via sine eksempler til at vægte det visuelle en hel del. Dog skal det siges at det der her skal menes med ”fra det samme område” ikke skal betyde ”det samme hjerne-område”, da lyd, syn, lugt etc. kommer til forskellige områder i hjernen. Det der her er vigtigt er at de kommer fra samme oplevelse.
Ad 4. Det håber jeg virkelig ikke at I har en optagelse af at jeg har sagt :). Det vil i så fald være rygende forkert, og jeg mener faktisk ikke at jeg har sagt det. Husk på dette billede fra forelæsningen:
Nederst på billedet kan I se de propositionelle filer, og i Kosslyns teori er de ganske amodale, ligesom de er det hos propositionsfløjen.
Ad 5. Barsalous propositionsbegreb er anderledes end E&Ks gennemgang af andres teori om proposition, i og med at Barsalous propositioner er ganske og aldeles modale, mens andres er amodale. Dermed undgår han sin egen kritik om at propositionelle systemer er arbitrære (vilkårlige) fordi de er amodale. Når han nu kan sige, ”jeg har også et propositionelt system, men det er modalt”, så kan det få noget af de styrker som propositioner har (at man lave kategoriske slutninger, at de kan producere nye repræsentationer etc.) uden at få svaghederne (vilkårligheden, transducerproblemet, grounding problemet, se mine forelæsningslides). Faktisk er det meget vigtigt for Barsalou at hans system er et modalt propositionssystem (og et conceptuelt system), da han dermed undgår at det er en optage-funktion, som kræver en fortolker. Når det er et propositionelt system, så er det sin egen fortolker!
Ad 6. Forskellen mellem Barsalou og Kosslyn er i al sin enkelthed… måske har I gættet det… at Barsalous propositioner er modale, mens Kosslyns er amodale.
Ad 7. Simulatorer er ækvivalente med begreber. Dvs. en simulator af en kat er ækvivalent med (svarer til) et begreb om en kat. I vores forestillinger (forstået som ”imagery”) indgår simulatorer til at skabe nye forestillinger om ting vi ikke har set før. Hvis I aldrig har set en Akmofyt, så er den svær at forestille sig, men hvis jeg siger at den har 4 ben som ligner en hunds, men har skæl som en fisk, at dens krop er tynd som en ål, at den har en hale, og at den har et hoved som en løve, så danner der sig nok en forestilling baseret på forskellige simulatorer af de ovennævnte dyr og deres legemsdele. Men simulatorer er ikke lig forestillinger, men indgår i dem, ganske rigtig til at lave det på en ny måde.
/Johan
Q&A
Spørgsmål: 2006
Nu sidder jeg og kværner grundbog og et bestemt spørgsmål bliver ved at dukke op:
Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??
Dit udsagn om, at nethindebilledet kun findes i et dødt øje, har bidt sig fast, og nu mangler jeg et bud på, hvordan jeg forståelsesmæssigt kan linke informationsopsamlingen til de indre processer, Eysenck og Keane fokuserer på.
Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?
Har du et bud på en anvendelig metafor?
Svar:
"Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??"
Den ambiente optiske orden! Nethindebilledet eksisterer ikke og bagsiden på øjet (nethinden) er alt for ustabil til andet end i meget overført forstand at kunne opretholde ideen om et billede her. Istedet skal fokus skiftes til den måde lyset er ordnet på /inden/ det kommer til øjet, og dette er den optiske orden (eller "optic array" med Gibsons ord)
" Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?"
Problemet her er at det er meget svært at oversætte retinal image med andet end... retinal image. Prøv istedet at spørge, hvilke typer af informationer som dette kunne være eller gøre tilgængelig i den optiske orden. Jeg har nok ikke noget godt metafor, og vil lade være med at bebyrde dig med de dårlige.
Man kan sige at det heller ikke er nødvendigt at oversætte de to til hinanden, men at se dem som to konkurrerende forsøg på at forklare grundlaget for den perceptuelle aktivitet. E&K tager, med nethindebilledet, udgangspunkt i en forståelse af perception som baseret på de stimuli som kommer ind i øjet og rammer receptoroverfladen. Gibson tager, med den ambiente optiske orden, udgangspunkt i en forståelse af perception som baserer sig på en opsamling af de relevante informationer som er tilgængelige i den optiske orden. For E&K bliver det fra passiv receptor til aktiv konstruktion, hvorimod det for Gibson bliver fra aktiv opsamlingsproces til aktiv handling. Hos Gibson er receptorer kun interessante hvis man er fysiolog, mens psykologer bør kigge efter typen af information og hvad det er information om (affordance). For E&K er udgangspunktet for perception receptorerne, som så skal have forskellige mellemliggende (og teoretisk set meget varierende) processor mellem inputtet og det færdige resultat (perceptionen, perceptet, det mentale billede eller hvad man nu kan kalde det).
I min forelæsning tog jeg af tidsmæssige årsager kun (eller stort set) udgangspunkt i den økologisk tilgang, men den anden (informationsprocesserings) er en stor (større end den økologiske) og meget bred tilgang særligt i USA (som dog hviler på flere af de filosofiske antagelser jeg trak frem i første time). Den økologiske tilgang adskiller sig på nogle punkter fra de traditionelle forståelser, og nethindebilledet er een af de mere markante.
/Johan
Nu sidder jeg og kværner grundbog og et bestemt spørgsmål bliver ved at dukke op:
Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??
Dit udsagn om, at nethindebilledet kun findes i et dødt øje, har bidt sig fast, og nu mangler jeg et bud på, hvordan jeg forståelsesmæssigt kan linke informationsopsamlingen til de indre processer, Eysenck og Keane fokuserer på.
Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?
Har du et bud på en anvendelig metafor?
Svar:
"Hvis ikke nethindebillede, hvad SÅ??"
Den ambiente optiske orden! Nethindebilledet eksisterer ikke og bagsiden på øjet (nethinden) er alt for ustabil til andet end i meget overført forstand at kunne opretholde ideen om et billede her. Istedet skal fokus skiftes til den måde lyset er ordnet på /inden/ det kommer til øjet, og dette er den optiske orden (eller "optic array" med Gibsons ord)
" Hvad skal jeg i tankerne ‘oversætte’ til, når E&K skriver ‘retanal image’, ‘retinal feature’ etc.?"
Problemet her er at det er meget svært at oversætte retinal image med andet end... retinal image. Prøv istedet at spørge, hvilke typer af informationer som dette kunne være eller gøre tilgængelig i den optiske orden. Jeg har nok ikke noget godt metafor, og vil lade være med at bebyrde dig med de dårlige.
Man kan sige at det heller ikke er nødvendigt at oversætte de to til hinanden, men at se dem som to konkurrerende forsøg på at forklare grundlaget for den perceptuelle aktivitet. E&K tager, med nethindebilledet, udgangspunkt i en forståelse af perception som baseret på de stimuli som kommer ind i øjet og rammer receptoroverfladen. Gibson tager, med den ambiente optiske orden, udgangspunkt i en forståelse af perception som baserer sig på en opsamling af de relevante informationer som er tilgængelige i den optiske orden. For E&K bliver det fra passiv receptor til aktiv konstruktion, hvorimod det for Gibson bliver fra aktiv opsamlingsproces til aktiv handling. Hos Gibson er receptorer kun interessante hvis man er fysiolog, mens psykologer bør kigge efter typen af information og hvad det er information om (affordance). For E&K er udgangspunktet for perception receptorerne, som så skal have forskellige mellemliggende (og teoretisk set meget varierende) processor mellem inputtet og det færdige resultat (perceptionen, perceptet, det mentale billede eller hvad man nu kan kalde det).
I min forelæsning tog jeg af tidsmæssige årsager kun (eller stort set) udgangspunkt i den økologisk tilgang, men den anden (informationsprocesserings) er en stor (større end den økologiske) og meget bred tilgang særligt i USA (som dog hviler på flere af de filosofiske antagelser jeg trak frem i første time). Den økologiske tilgang adskiller sig på nogle punkter fra de traditionelle forståelser, og nethindebilledet er een af de mere markante.
/Johan
Q&A
Spørgsmål: 2006 (hold 4)
Efter at have læst din og Klaus Bærentsens tekst: "An Activity Theory Approach to Affordance", står vi tilbage med en undren omkring en af artiklens figurer.
Vi tænker på figur 2, 3 og 4, altså den figur, I bruger til at illustrere tre-delingen af de analytiske dimensioner i virksomhed, bevidsthed og affordance.
Det vi ikke helt forstår er figurens udformning: Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt?
Hvorfor er der pile på de tre streger?
Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det?
Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng?
Svar:
I har ret i at det skal ligne et tredimensionelt koordinatsystem, da vi taler om "dimensioner", og vi derfor forsøger at skabe en associativ sammenhæng til de tre rumlige dimensioner (højde, bredde, og længde) som de angives i et x, y, z koordinatsystem. Dog skal det kun forstås som et koordinatsystem i en lidt mere abstrakt betydning, da der ikke er nogen værdier ad de forskellige akser. Vi mener altså ikke at operationer kan have værdien 1 som ligger tættere på 0 end værdien 2. Derimod skal det læses sådan at punktet for udspringet er den konkrete aktivitet som er under analyse, og her kan man undersøge denne aktivitet (i bred forstand) på tre forskellige, men samtidigt eksisterende måder.
Vi kan kigge på de operationelle aspekter (hvordan gør vi det vi gør, og under hvilke betingelser), på de handlingsmæssige aspekter (hvad gør vi, hvad er målet for aktiviteten (som jo ikke nødvendigvis, og som ofte ikke, er direkte behovsopfyldende)) og endeligt kan man analysere den enkelte aktivitet i et motivationelt lys som den virksomhed der står i forhold til en genstandsmæssig verden. Disse analyser kan tages længere og længere ud, så man i en eller anden forstand fjerner sig mere og mere fra den konkrete aktivitet hvorfra analysen startede, deraf pilene.
Mht. Prebens måde, så er det lang tid siden at jeg har læst noget af ham, så jeg er desværre ikke bekendt med hans måde at stille tingene op på og kan derfor ikke give noget begavet svar på hvorfor vi ikke gør som ham. Når jeg får tid, vil jeg kigge nærmere på det, for at se om det skulle illustrere vores pointe bedre og mere forståeligt end et koordinatsystem. Indtil da må hold 4 bære fanen! Man kan dog sige at hvis Prebens tegninger antyder en niveaudeling, så er det ikke så godt, da det netop er en mere hierarkisk måde at forstå forholdet mellem virksomhed, handling og operation vi vil væk fra. Eller snarere, det vi vil, er at betone at den traditionelle forståelse af de tre begreber som hierarkiske ikke er forkert, men begrænset af et slags underordnethedsforhold (når vi går, sidder etc. så er det en operation som er underordnet en handling såsom at arbejde, som er underordnet en virksomhed der opfylder et behov såsom at stille sin sult). Som supplement, eller alternativ analyse mener vi at de tre begreber dækker et samtidigt aspekt ved en konkret aktivitet (såsom at gå, arbejde, spise), der altid består af alle tre komponenter samtidig. Man kan så diskutere om denne samtidighed ikke stadig implicerer et underordnethedsforhold, og det gør det såmænd nok, men pointen her er blot at dreje fokus mod det samtidige.
Altså opsummerende:
Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt? Fordi det er en analyse der udspringer fra den konkrete aktivitet (punktet).
Hvorfor er der pile på de tre streger? Fordi denne analyse kan abstraheres fra denne konkrete aktivitet i stigende grad.
Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det? Ja, men ikke som et tal eller værdi koordinatsystem.
Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng? Fordi vi ikke kender Prebens måde at gøre det på, og derfor ikke har analyseret om dette ville være en relevant måde at illustrere vores pointe på (hvilket jo kun lægger op til den kreative sammenstilling af relevante enheder for jer som kender den :) )
/Johan
Efter at have læst din og Klaus Bærentsens tekst: "An Activity Theory Approach to Affordance", står vi tilbage med en undren omkring en af artiklens figurer.
Vi tænker på figur 2, 3 og 4, altså den figur, I bruger til at illustrere tre-delingen af de analytiske dimensioner i virksomhed, bevidsthed og affordance.
Det vi ikke helt forstår er figurens udformning: Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt?
Hvorfor er der pile på de tre streger?
Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det?
Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng?
Svar:
I har ret i at det skal ligne et tredimensionelt koordinatsystem, da vi taler om "dimensioner", og vi derfor forsøger at skabe en associativ sammenhæng til de tre rumlige dimensioner (højde, bredde, og længde) som de angives i et x, y, z koordinatsystem. Dog skal det kun forstås som et koordinatsystem i en lidt mere abstrakt betydning, da der ikke er nogen værdier ad de forskellige akser. Vi mener altså ikke at operationer kan have værdien 1 som ligger tættere på 0 end værdien 2. Derimod skal det læses sådan at punktet for udspringet er den konkrete aktivitet som er under analyse, og her kan man undersøge denne aktivitet (i bred forstand) på tre forskellige, men samtidigt eksisterende måder.
Vi kan kigge på de operationelle aspekter (hvordan gør vi det vi gør, og under hvilke betingelser), på de handlingsmæssige aspekter (hvad gør vi, hvad er målet for aktiviteten (som jo ikke nødvendigvis, og som ofte ikke, er direkte behovsopfyldende)) og endeligt kan man analysere den enkelte aktivitet i et motivationelt lys som den virksomhed der står i forhold til en genstandsmæssig verden. Disse analyser kan tages længere og længere ud, så man i en eller anden forstand fjerner sig mere og mere fra den konkrete aktivitet hvorfra analysen startede, deraf pilene.
Mht. Prebens måde, så er det lang tid siden at jeg har læst noget af ham, så jeg er desværre ikke bekendt med hans måde at stille tingene op på og kan derfor ikke give noget begavet svar på hvorfor vi ikke gør som ham. Når jeg får tid, vil jeg kigge nærmere på det, for at se om det skulle illustrere vores pointe bedre og mere forståeligt end et koordinatsystem. Indtil da må hold 4 bære fanen! Man kan dog sige at hvis Prebens tegninger antyder en niveaudeling, så er det ikke så godt, da det netop er en mere hierarkisk måde at forstå forholdet mellem virksomhed, handling og operation vi vil væk fra. Eller snarere, det vi vil, er at betone at den traditionelle forståelse af de tre begreber som hierarkiske ikke er forkert, men begrænset af et slags underordnethedsforhold (når vi går, sidder etc. så er det en operation som er underordnet en handling såsom at arbejde, som er underordnet en virksomhed der opfylder et behov såsom at stille sin sult). Som supplement, eller alternativ analyse mener vi at de tre begreber dækker et samtidigt aspekt ved en konkret aktivitet (såsom at gå, arbejde, spise), der altid består af alle tre komponenter samtidig. Man kan så diskutere om denne samtidighed ikke stadig implicerer et underordnethedsforhold, og det gør det såmænd nok, men pointen her er blot at dreje fokus mod det samtidige.
Altså opsummerende:
Hvorfor består den af tre streger der går ud fra et fælles punkt? Fordi det er en analyse der udspringer fra den konkrete aktivitet (punktet).
Hvorfor er der pile på de tre streger? Fordi denne analyse kan abstraheres fra denne konkrete aktivitet i stigende grad.
Det ligner lidt et koordinatsystem. Er det det? Ja, men ikke som et tal eller værdi koordinatsystem.
Hvis det angiver en niveaudeling, hvorfor har I så ikke valgt at placere dem lige over hinanden med pile immellem, ligesom Preben Bertelsen har for vane, når han skal illustrere fænomener, der har en konstituerende og organiserende sammenhæng? Fordi vi ikke kender Prebens måde at gøre det på, og derfor ikke har analyseret om dette ville være en relevant måde at illustrere vores pointe på (hvilket jo kun lægger op til den kreative sammenstilling af relevante enheder for jer som kender den :) )
/Johan
Abonner på:
Opslag (Atom)