Miljøet

Den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson i hans bog fra 1979, The Ecological Approach to Visual Perception, forudsætter at førend vi an tale om perceptionsprocessen så er vi først nødt til dels at beskrive hvad det er der er muligt at percipere og dels at beskrive de tilgængelige informationer som gør perceptionen muligt. Først da kan vi beskrive perceptionen, som en opsamlingsproces, eller en udtrækning af invarianter fra stimulusstrømmen. Lad os her kigge lidt nærmere på hvad der er i vores miljø som kan perciperes. Dette er dog en ultrakort gennemgang, så for nærmere læsning kan kapitel 2 i 1979-bogen af Gibson anbefales.

Miljøet består meget overordnet af medium, substanser og overfader. Medium er de vi bevæger os igennem, det som gør det muligt at kunne percipere. For landlevende dyr som mennesker er det luften, mens for fisken er det vandet. Luften er et homogent medium, der som sagt tillader at vi kan bevæge os igennem det og som samtidig tjener til at kunne percipere. Lys i form af belysning spredes i luften og gør det muligt at kunne se, lyd spreder sig ved at skabe vibrationer eller trykbølger og gør det muligt at høre, og lugt spredes ved at kemiske substanser fordeler sig i luftens molekylære struktur og gør det muligt at lugte. Miljøet er fyldt med denne slags informationer om begivenheder som sker i miljøet.

Substanser er lidt firkantet sagt, det som ting er lavet af. Det er den del af miljøet hvor lys, lyd og lugt ikke spredes så nemt, og som ikke tillader bevægelse. Dette er stof i fast form, og derfor er den substantiel, som Gibson beskriver det (eks. Gibson, 1986, p. 19). For dyret kan substanser have forskellig indflydelse, det kan være næring, understøttelse, gift eller lignende. Substanser adskiller sig på mange måder, og kan derfor inddeles på forskellig vis: hårdhed, flydenhed, elasticitet, plasticitet, tæthed for et nævne nogle stykker. Nogle substanser er meget resistente overfor forandringer, mens andre opløser sig hurtigt. Døde dyr rådner, metal ruster, mens sten i den sidste ende også opløses. Substanser kan også gendannes, vokse frem eller skabes. Substanser er meget sammensatte, og er derfor ikke homogent organiseret ligesom luften er, men mere heterogent spredt. Dette giver også mulighed for at substanserne indgår i komplekse indlejrede enheder, som giver meget forskellige muligheder for forskellige dyr.

Overfladen er det som adskiller mediet fra substansen. Dette skal forstås sådan, at substanser har en overflade som ”vender ud mod” mediet (her luften), og som er den flade, som vi kan se og røre ved, som lyd kastes tilbage fra, og som vi kan sætte tungen på.

”The surface is where most of the action is. The surface is where light is reflected or absorbed, not the interior of the substance. The surface is what touches the animal, not the interior. The surface is where chemical reaction mostly takes place. The surface is where vaporization or diffusion of substances into the medium occurs. And the surface is where vibrations of the substances are transmitted into the medium” Gibson, 1986, p. 23

Overfladens karakteristika hænger altså almindeligvis sammen med substansernes karakter. Disse karakteristika kalder Gibson for de ”økologiske overfladelovmæssigheder”, og disse er vigtige i en forståelse af hvad som ”kastes tilbage”, da det jo er overfladerne vi perciperer (og kun derigennem substanserne). Dette betyder at hvis vi kan pege på en entydig specifik forbindelse mellem særlige karaktertræk ved overfladen og den måde som eksempelvis lyset reflekteres fra denne overflade, og som det når et sæt af øjne, så kan vi med rette sige at der er information i omverden som er specifik for objekternes særegenhed. Det vender jeg tilbage til i en senere diskussion.

For kort at eksemplificere overfladernes lovmæssigheder, så giver jeg her et par eksempler fra Gibson, 1986, s. 23-24:

1. alle vedvarende substanser har overflader, og alle overflader har et layout (med layout mener han en særlig måde som overfladerne er arrangeret på i forhold til hinanden og til den grundlæggende reference, som for Gibson er jord-overfladen)

2. enhver overflade har en modstand mod deformering som afhænger af substansens viskositet

3. enhver overflade har en modstand mod opløsning som afhænger af substansens sammenhæng (?cohesion)

4. enhver overflade har en karakteristisk tekstur, som afhænger af substansens komposition. Den har generelt set både en layouttekstur og en pigmenttekstur (med tekstur mener Gibson den særlige måde som en given overflade ser ud på. Tænk på hvordan træ ser ud eller en sandbred, et linoleumsgulv, et knivsblad, en papiroverflade. Alle sammen har de ”mønstre” som er særlige for de substanser de består af. Pigmentteksturen kan så siges at være farven i ”mønsteret”)

Så meget om miljøet for nu. Der mangler en del at beskrive, så måske vender jeg tilbage til det senere, ellers kig i Gibson, 1986, kapitel 2 og 3.

/Johan