Hvorfor er økologisk psykologi interessant? Økologisk psykologi, som her er repræsenteret ved James Jerome Gibson (1904-1979), er interessant fordi den forsøger at svare på en række grundspørgsmål på en anderledes måde end hidtil. Eller det vil snarere sige, at den forsøger at stille de væsentlige grundspørgsmål op på en måde, så de svar der kommer ud af dem er indenfor det man kunne kalde en realistisk ontologi. Dette er en filosofisk årsag, som umiddelbart ikke tiltaler så mange.
En anden årsag er, at Gibson i sin bog fra 1966, og særligt i bogen fra 1979 tager udgangspunkt i det banale, det observerbare, det tilstedeværende og gør det til genstand for sin tilgang til perceptionspsykologi. Dette er tiltalende fordi han dermed tager sit udgangspunkt i den konkrete verden som den stiller sig an foran vores sansesystemer. Den efterfølgende teori besvarer derfor spørgsmålet om, hvad det er vi ser, ud fra en antagelse om, at det vi ser i hvert fald som udgangspunkt er tilgængeligt for os. Dette er stadig ikke helt en psykologisk grund eller motivation til at kunne lide den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson, men endnu en filosofisk grund.
Måske er det fordi jeg er født i stjernetegnet Tyren, at jeg ikke tror på astrologi. Tyre siges at have alle deres ben plantet solidt ned i klippegrunden, og måske er det i virkeligheden, det jeg oplever i Gibsons teori. Ved at tage udgangspunkt i det banale, også kaldet den konkrete verden, vores miljø, så sætter han en anderledes ramme op for forklaringer af de psykologiske fænomener, end mange af de andre teorier, som man finder i psykologien. Jeg vil løbende i denne blog forsøge at forklare hvad, hvordan og på hvilken måde.
Måske er det fordi Gibson søger, og er, radikal i sin måde at stille tingene op på. Radikal i to af ordets betydninger, nemlig som indgående eller dybtgående og som yderliggående (http://da.wikipedia.org/wiki/Radikal). Selvom Gibson mener, at han gør op med store dele af filosofiens og psykologiens måde at stille spørgsmål på, så kan man i filosofien finde rødder i hans tænkning hos Aristoteles, Thomas Aquinas, Biskop Berkeley, C.S. Peirce, William James og John Dewey. Fra psykologi findes inspiration hos behaviorismen (særligt Holts), Gestaltpsykologien, Michael Carr (?), Albert Michotte, Egon Brunswik og andre. Der er grene ud til matematikken (særligt projektiv geometri og topologi) og til biologien (Darwin og Jacob v. Uexküll). For nu må dette stå udokumenteret hen, men pointen her er at alligevel er Gibson særlig i sin tænking om psykologien, og søger gerne det radikale (det yderliggående, det indgående) svar på sine spørgsmål. Han opfinder, som jeg ser det, hjulet på nyt, nu bare i sin runde form. Måske bliver jeg tiltrukket af opportunisten.
Eller måske er det fordi Gibson i det mindste forsøger at give dette filosofiske og teoretiske brud med mainstream, en empirisk rygrad. En række af hans ideer fra bogen som udkom i 1950 opgav han efter at have forsøgt at teste dem op gennem 50'erne.
Who knows and who cares? Jeg synes bare at det virker rigtigt, godt og dejligt ufærdigt.
/Johan
En anden årsag er, at Gibson i sin bog fra 1966, og særligt i bogen fra 1979 tager udgangspunkt i det banale, det observerbare, det tilstedeværende og gør det til genstand for sin tilgang til perceptionspsykologi. Dette er tiltalende fordi han dermed tager sit udgangspunkt i den konkrete verden som den stiller sig an foran vores sansesystemer. Den efterfølgende teori besvarer derfor spørgsmålet om, hvad det er vi ser, ud fra en antagelse om, at det vi ser i hvert fald som udgangspunkt er tilgængeligt for os. Dette er stadig ikke helt en psykologisk grund eller motivation til at kunne lide den økologiske psykologi som beskrevet af Gibson, men endnu en filosofisk grund.
Måske er det fordi jeg er født i stjernetegnet Tyren, at jeg ikke tror på astrologi. Tyre siges at have alle deres ben plantet solidt ned i klippegrunden, og måske er det i virkeligheden, det jeg oplever i Gibsons teori. Ved at tage udgangspunkt i det banale, også kaldet den konkrete verden, vores miljø, så sætter han en anderledes ramme op for forklaringer af de psykologiske fænomener, end mange af de andre teorier, som man finder i psykologien. Jeg vil løbende i denne blog forsøge at forklare hvad, hvordan og på hvilken måde.
Måske er det fordi Gibson søger, og er, radikal i sin måde at stille tingene op på. Radikal i to af ordets betydninger, nemlig som indgående eller dybtgående og som yderliggående (http://da.wikipedia.org/wiki/Radikal). Selvom Gibson mener, at han gør op med store dele af filosofiens og psykologiens måde at stille spørgsmål på, så kan man i filosofien finde rødder i hans tænkning hos Aristoteles, Thomas Aquinas, Biskop Berkeley, C.S. Peirce, William James og John Dewey. Fra psykologi findes inspiration hos behaviorismen (særligt Holts), Gestaltpsykologien, Michael Carr (?), Albert Michotte, Egon Brunswik og andre. Der er grene ud til matematikken (særligt projektiv geometri og topologi) og til biologien (Darwin og Jacob v. Uexküll). For nu må dette stå udokumenteret hen, men pointen her er at alligevel er Gibson særlig i sin tænking om psykologien, og søger gerne det radikale (det yderliggående, det indgående) svar på sine spørgsmål. Han opfinder, som jeg ser det, hjulet på nyt, nu bare i sin runde form. Måske bliver jeg tiltrukket af opportunisten.
Eller måske er det fordi Gibson i det mindste forsøger at give dette filosofiske og teoretiske brud med mainstream, en empirisk rygrad. En række af hans ideer fra bogen som udkom i 1950 opgav han efter at have forsøgt at teste dem op gennem 50'erne.
Who knows and who cares? Jeg synes bare at det virker rigtigt, godt og dejligt ufærdigt.
/Johan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar